Stor satsning for fremtidens spejderhytter

Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilget 80 mio. kroner til et kvalitetsløft af spejderhytter og kredshuse i hele landet. Projektet udføres i tæt samarbejde mellem Fonden, spejderne og FDF.

AP Møller
Foto: Mathilde Pedersen

Rundt i landet står i omegnen af 2000 hytter og kredshuse, som hver uge samler godt 100.000 børn og unge, der er medlem af en lokal spejdergruppe eller FDF-kreds. Mange af dem er af ældre dato og skal i de kommende år enten renoveres eller skiftes ud. Derfor har Den A.P. Møllerske Støttefond i samarbejde med spejderne og FDF igangsat en ambitiøs indsats, der skal bidrage til et kvalitetsløft af spejderhytter og kredshuse over hele landet og inspirere lokale foreninger til at træffe bæredygtige valg, når der i de kommende år skal renoveres eller bygges nyt.

Projektet består af to større initiativer, dels skal der udvikles en bæredygtig og funktionel spejderhytte, som uddeles til omkring 25 udvalgte lokalforeninger, dels er der oprettet en pulje til bæredygtig renovering af udvalgte eksisterende hytter og kredshuse.

‘Vi ved, at børn og unges oplevelser i naturen i fællesskab med andre skaber trivsel og mod. Vi ved også, at gode rammer for dette danner det bedste udgangspunkt for børnenes oplevelser. Den generøse donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond understøtter børnenes adgang til oplevelser i naturen, og det er med stor taknemmelighed, at vi går ind i dette stærke samarbejde. Der skal lyde en stor tak til fonden, som igennem hele processen har været yderst professionel, lyttende og nysgerrig på spejderbevægelsens værdier og udgangspunkt. Det lover godt for et stærkt partnerskab,’ siger Ole Buch Rahbek, generalsekretær i KFUM-Spejderne i Danmark. 

En bæredygtig og funktionel hytte

Vores hytter og kredshuse har en helt central funktion som mødested og base for ugentlige aktiviteter for børn, unge og frivillige. Der er stigende interesse for det aktive udendørsliv for børn og unge, og med projektet samarbejdes på tværs af spejderne og FDF om at udvikle en bæredygtig og funktionel hytte af høj kvalitet, som rummer de mest nødvendige basisfunktioner og kan fungere som mødested og base for aktiviteterne i det fri.

Ambitionen er at skabe et bud på fremtidens hytter og kredshuse i mindre skala, hvor hovedformålet er at inspirere til at være aktiv i det fri. Derudover er ambitionen, at hytten skal være i en prisklasse, hvor flere mindre foreninger også kan være med, hvis de i de kommende år skal bygge nyt. 

Spejderne og FDF-foreninger som til dagligt benytter hytter og kredshuse i hele landet inviteres ind i processen, hvor der indsamles gode idéer og input til hvad fremtidens spejderhytter og kredshuse skal kunne. De mange input vil være udgangspunktet for en arkitektkonkurrence, hvor 3-5 tegnestuer tager udfordringen op og kommer med deres bud på fremtidens hytte. Håbet er, at der skabes en ny hytte, som er funktionel, bæredygtig og fremstår som et ikonisk byggeri i mindre skala.

Vinderforslaget vil efterfølgende blive produceret og uddelt til omkring 25 lokale foreninger, som bliver udvalgt på baggrund af ansøgninger til fonden. Den lokale forening, som modtager en hytte, skal bidrage med ressourcer i form af f.eks. økonomi, frivillige arbejdstimer, ejerskab og engagement, som beskrives nærmere i løbet af processen

Renoveringspulje til bæredygtig renovering

Gennem renoveringspuljen kan lokale foreninger fra spejderne eller FDF søge støtte til renovering af hytter og kredshuse. Der kan søges midler til bæredygtig renovering, som forlænger deres levetid og samtidig forbedrer anvendelsesmulighederne. Ansøgere er lokale foreninger, som ejer en hytte eller et kredshus på enten egen eller kommunal grund.

Første ansøgningsrunde er fra januar 2023 med frist 30. april 2023. Ved ansøgningsbeløb over 100.000 kr. skal vedlægges nyere tilstandsrapport som dokumentation for, at renovering af hytten kan betale sig.

Mere information

Spejderne og FDF vil løbende informere på sociale medier m.v. om projektets udvikling og ansøgningsfrister. Send en mail til sofie.sjoblom@spejderne.dk, hvis du vil holdes opdateret om frister og yderligere information om renoveringspuljen eller initiativet til en ny bæredygtig spejderhytte.

I slutningen af november vil der desuden blive afholdt et webinar om initiativerne for medlemmerne af FDF og Spejdernes fem medlemskorps.

Samarbejdspartnere

Initiativerne er finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond og inkluderer foreningen Spejderne og deres fem medlemskorps: Det Danske Spejderkorps (DDS), KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig samt Frivilligt- Dreng og Pige-Forbund, FDF.

Læs også

Menu