Den gode historie: Scout Scoop er tilbage

Efter en længere coronapause på et par år fik spejdere et nytår ud over det sædvanlige til Scout Scoop på Houens Odde Internationale Spejdercenter fra den 27. december 2022 til 1. januar 2023.

Foto: Freja Dinesen

Kort før nytår var der leg, dans og grin på pladsen foran Kolding Banegård. 51 spejdere mellem 15 og 18 år fra Danmark og Irland var forventningsfulde, for de skulle opleve nytår på en helt anderledes måde, end de før havde prøvet. Årets Scout Scoop var igen i gang efter et par års coronapause.

Efter nogle sjove lege, hvor deltagerne blev rystet godt sammen og sat sammen i patruljer med en god blanding af irske og danske spejdere, var det tid til en aktivitet, der altid har været et fast programpunkt på Scout Scoop igennem årene: Hiken.

Hiken er en tradition, hvor spejderne skal gå fra Kolding st. til Gilwell Hytterne på Houens Odde Spejdercenter. På vejen skal deltagerne finde overnatning i fællesskab med sine patruljemedlemmer, og det er en god aktivitet at starte med, fordi det kan være lidt grænseoverskridende for nogen. Af samme grund er det oftest også et stærkt minde, spejderne tager med hjem.

Lucas Guldberg Frydendall, lejrleder på Scout Scoop.

Deltagerne gjorde klar til nytårsfest

I løbet af de seks dage, Scout Scoop løb over, prøvede spejderne lidt af hvert, men det største højdepunkt var selve nytårsaften. Her skulle spejderne for alvor have fingrene i bolledejen.

Selve nytårsaften hjælper deltagerne med at planlægge og gøre klar. Vi delte dem op i tre hold. Madholdet stod for at kokkerere nytårsmenuen, underholdningsholdet besluttede blandt andet, om vi skulle se 90-års fødselsdag på tv, og det sidste hold stod for at pynte op og skabe hyggelig stemning

Lucas Guldberg Frydendall, lejrleder på Scout Scoop.

De resterende dage bød blandt andet på kulturudveksling, hvor både de omkring 14 irske spejdere og deres ledere fik gode snakke om kultur og historien i landet, og de to stabsmedlemmer fra Brasilien og Tjekkiet også gav indsigt i deres kultur. Desuden var der tid til hygge, skæg og snakke på tværs af patruljer og deltagere.

Årets Scout Scoop gik altså over al forventning, og deltagerne har nu fået et nyt minde og gode, nye venner for livet.

Vil du videre mere?

Hvis du vil læse mere om internationale arrangementer, kan du læse mere her.

Du kan også følge Scout Scoop på deres Facebook-side.

, ,

Læs også

Menu