Den gode historie: Lokale grupper til Fredsgudstjeneste og indsamling til Ukraine

Spejdergrupper landet over har gennem de seneste uger levet op til spejdernes værdier som global fredsbevægelse. Hør to grupper fortælle hvordan de har bidraget.

Foto: Willy Lorentzen

Den gode historie: Lokale grupper til Fredsgudstjeneste og indsamling til Ukraine

Krigen i Ukraine har sendt chokbølger gennem Europa, ligesom bekymringer hos de børn og unge som hver uge kommer til spejder har fyldt de seneste uger. Gilleleje gruppe i Nordsjælland og Kaløvig gruppe ved Aarhus har på hver deres måde berørt krigen i Ukraine med deres spejdere, og her fortæller de om deres erfaringer og formål.

Gilleleje gruppe til fredsgudstjenste for Ukraine

Willy Lorentzen er tropleder i Gilleleje gruppe. Han fortæller at kort tid efter ledergruppen fik informationen om at der skulle holdes en fredsgudstjeneste i deres lokale kirke, vælger at de at deltage og vise at spejderne støtter op.

Hele tre bænke i kirken blev fyldt op af grønne skjorter, da alle de i alt 15 trop- og seniorspejdere og ledere var afsted. Willy Lorentzen fortæller, det var en anderledes gudstjene, og der var mange ukrainere til stede.

“Efter gudstjenesten snakkede vi med ukrainerne, der var med til gudstjenesten. Der boede faktisk flere ukrainere i vores kommune”, fortæller Willy og fortsætter: ”Vi vil vise omverdenen, at vi støtter og vil gøre en forskel”.

Willy Lorentzen beskriver, hvordan de til trop- og seniormøder taler med spejderne om emnet, og især hvis nogle af spejderne har spørgsmål.

Kaløvig gruppe på indsamlingshejk og i hjemmebiograf

Tropspejderne i Kaløvig gruppe valgte at bruge deres søndag på at kombinere ægte spejderhygge med at gøre verden til et bedre sted. De havde tilmeldt sig landsindsamlingen hos Folkekirkens Nødhjælp. Hele tre patruljer blev på egen hånd sendt ud med kort og indsamlingsbøsser, og cirka to timer senere vendte de tilbage med klirrende indsamlingsbøsser, selvom mobilepay har taget meget over.

Imens spejderne var til indsamling, rejste lederne et telt og lavede biograf, poppede popcorn og blandede saftevand, så alt var klar til at invitere spejderne i hjemmelavet ‘spejderbif’.

Herefter var der hygge i biografen, selvom det var lidt koldt og der måtte hentes ekstra tæpper undervejs. Spejderne synes, det havde været sjov at være ude og samle ind, og synes de var blevet godt taget imod.

“Vi har i dag trænet to centrale værdier i spejderarbejdet: Dels at hver dag gøre noget for at glæde andre og gøre verdenen til bedre sted. Det gør mig som spejderleder utroligt stolt at være en del af en bevægelse med de værdier. Det fylder mig med enormt stor glæde, at vores spejdere i den grad køber ind på værdierne og opgaven. Det må betyde at vi gør et eller andet rigtigt”, udtaler tropleder i Kaløvig gruppe Nicolaj Mathiasen.

Vil jeres gruppe også bidrage og støtte op?

Hovedbestyrelsen har taget initiativ til at oprette siden kfumspejderne.dk/ukraine, hvor vi har samlet informationer og beskrivelser af jeres muligheder for at støtte krigens ofre gennem indsamlinger og initiativer. I finder også en guide til, hvordan man kan tale om situationen til spejdermøder med børn og unge.

Spejderne er en global fredsbevægelse, og i den aktuelle urolige tid behøver vi stå sammen om at udvise vores sympati og støtte. Igennem solidaritetshandlinger kan vi støtte fredelige kræfter i Ukraine, der hjælper landets børn og deres familier i denne krisetid.

Lige nu har mange børn og unge spørgsmål til situationen i Ukraine. Derfor har vi oprettet kfumspejderne.dk/ukraine, som du som leder, kan bruge, når du skal planlægge det ugentlige spejdermøde, hvor du møder spejdernes mange spørgsmål og følelser. Vi har også samlet links til indsamlinger og initiativer.

, , , ,

Læs også

Menu