Den gode historie: Første bæverenhed i 10 år blev fyldt med det samme

Den 2/9 i år var ikke bare en almindelig torsdag. Nej, det var faktisk en særlig dag for Slotsgruppen – de havde nemlig deres første bævermøde i ti år!

Foto: Slotsgruppen på Frederiksberg

For at høre, hvordan det gik til, så skal vi faktisk et par år tilbage, hvor gruppen besluttede sig for at lave en Familiespejderenhed. Sofie Nielsen fra Slotsgruppen fortæller, at de ikke har haft nogle familiespejdere, som var gamle nok til at rykke op – indtil nu. Det fik tankerne til at florere hos gruppen. Skulle børnene fortsætte som familiespejdere, indtil de kunne blive ulve? Eller skulle man prøve at finde en lederstab, der ville tage sig af en ny bæverenhed? I juni i år blev det i fællesskab besluttet, at sidstnævnte var en god idé og et par tidligere ledere fra gruppen, heriblandt Sofie og en udefra, blev ledere for den nye bæverdam. 

Ingen bæverdam uden bævere

Så kom spørgsmålet om, hvordan de skulle fylde bæverdammen op. Med de lederressourcer de har, er der plads til 18 børn. De startede med at skrive internt til gruppen, at der nu blev åbnet op for mindre søskende, hvilket gav et par nye medlemmer. Derefter lavede de:

“‘bare’” et opslag på Facebook, vi havde ikke gjort noget særligt” fortæller Sofie. “Vi var ret sent ude med det, så jeg regnede lidt med, at vi ikke ville få så mange.”

Den tanke var dog – heldigvis – forkert! Allerede i løbet af sommerferien var alle pladserne fyldt op og en venteliste blev oprettet. Spørger man Sofie, hvad det er, der gør, at så mange børn gerne vil være spejdere, så er det fordi:

“Børnene får lov til at være beskidte og lave bål og hugge træ – alt det de ellers ikke får lov til.” 

Skal også være sjovt for lederne

At være til spejdermøder skal dog ikke kun være sjovt for børnene – også de frivillige ledere skal hygge sig med det. Det har været et emne, som Slotsgruppen har vendt meget både før og efter oprettelsen af den nye enhed.

“Det skal ikke være en byrde, hvor man starter det op og så finder ud af et halvt år efter, at man ikke gider og så lukker ned igen”

siger Sofie, som tror, at det er lykkedes for dem, fordi:

“vi allerede begyndte at plante frø hos hinanden i løbet af det sidste år, hvor skulle finde ud af, om det var noget, man kunne se sig selv i.”

Det skal ikke føles “nederen” at bruge to timer af sin torsdag aften på at holde spejdermøde, og derfor prøver de også at gøre det til noget socialt – fx planlægger de alle deres møder en gang om måneden, hvor de spiser og hygger sammen. Og møderne bliver også kun bedre for børnene, hvis de kan se, at lederne også har det sjovt.

Flere bævere?

Gruppen overvejer, om der efter nytår skal åbnes op for flere pladser hos bæverne, men det er vigtigt, at det sker på de frivilliges præmisser. Der skal være nok frivillige ressourcer til, at en leder kan melde fra grundet sygdom, studieopgaver og andet.

“Vi vil langt hellere kun have 18 bævere, så vi kan levere noget godt til de 18 end at have de 25 vi kunne og levere noget middelmådigt.”

Hvis der står andre grupper derude, som overvejer at oprette en bæverenhed, men alligevel tvivler lidt, så kan Sofies ord måske hjælpe:

“Nogen har en idé om, at bævere ikke kan så meget, så det er ikke lige så sjovt, fordi man skal hjælpe dem mere – men det har en værdi at give de her små børn en oplevelse af, at man kan noget – det synes jeg, er det man kan til spejder. Og det er enormt givende at være sammen med 18 små poder, der har den vildeste fantasi.”

Slotsgruppen er ikke den eneste gruppe med vokseværk – læs vores artikel om KFUM-Spejdernes vækst her

Læs også

Menu