Foto: Elsebet Kjems Gregersen
09-12-2021
KFUM-Spejderne oplevede i perioden fra januar 2020 til december 2021 en fremgang i antal medlemmer, og dermed er endnu flere blevet en del af spejderfællesskabet.

KFUM-Spejdernes grupper har vokseværk

Der har været travlt i mange spejdergrupper på trods af corona, og opfindsomheden har været høj. Mange spejderledere har lagt sig i selen for at gennemføre spejderarbejdet på nye og kreative måder. 

Og noget tyder på, at det har virket. Det afspejles i medlemstallet, der nu ligger 8 procent højere end i januar 2020, lige før corona ramte Danmark. I januar 2020 havde KFUM-Spejderne på landsplan 21.663 medlemmer, mens det tal i starten af december 2021 er steget til 23.342 medlemmer. 

Stolt generalsekretær

Ole Buch Rahbek, generalsekretær hos KFUM-Spejderne i Danmark, er meget tilfreds med de flotte tal: 

"Jeg er naturligvis glad og stolt over, vi er lykkedes med at øge antallet af medlemmer i en ellers svær periode for foreningslivet. Jeg ser det som et stort skulderklap til vores organisation og lokale grupper, at flere og flere får øjnene op for det gode spejderarbejdet og livet i naturen. Det er ubetinget positiv, og er med til at vi sammen kan rykke verden".

Selvom det er generelle tal, som ikke nødvendigvis passer på alle grupper, giver det alligevel en indikation af, at KFUM-Spejderne har vækstet på landsplan. 

I grafen ses udviklingen i antallet af medlemmer i perioden januar 2020 til december 2021. Bemærk grafen vises i intervallet 19.000 til 23.500 medlemmer på y-aksen, og ikke 0 til 23.500 medlemmer:

Corona har en finger med i spillet

Som det fremgår af grafen, ses der en tydelig vækst i antallet af medlemmer i perioden fra august 2020 til oktober 2020. I denne periode kunne grupperne sige et stort velkommen til over 1.000 nye medlemmer, klar til eventyr, samarbejde, friluftsliv og fællesskab i den grønne uniform. Det var perioden med genåbning efter den første nedlukning. Her fik mange øjnene op for livet i naturen og værdien af stærke sociale fællesskaber, og det har kunne mærkes ude i grupperne. 

Medlemsopgørelsen giver det fulde overblik

Er man interesseret i at dykke ned i tallene, kan man læse mere i medlemsopgørelsen for 2020. Her kan man blandt andet læse, hvordan medlemmerne fordeler sig blandt 466 aktive grupper rundt omkring i hele Danmark, men også hvor mange spejdere, der er i de enkelte grupper. 

Vær opmærksom på, at antallet af medlemmer i medlemsopgørelsen opgøres lidt anderledes. I medlemsopgørelsen optælles alle aktive korpsmedlemmer pr. 31.12.2020, plus de korpsmedlemmer, der i løbet af året har udmeldt sig, men som har været aktive i mindst 3 sammenhængende måneder i 2020. Tallene i denne artikel bygger desuden også på tal for 2021, som ikke fremgår af denne opgørelse.

Læs hele medlemsopgørelsen for 2020 på vores hjemmeside her.

Slotsgruppen mærker også de mange nye medlemmer

Slotsgruppen på Frederiksberg i København er en af de grupper, som har oplevet væksten. Faktisk har gruppen startet en helt ny bæverenhed op. Det kan du læse meget mere om i ‘Ugens gode historie’ her