Gilwell 57
Kurset afholdes over 3 weekender
8. – 12. maj 2024
17. -20. maj 2024
1.- 3. nov. 2024
Gilwell-kurset er en af KFUM-Spejdernes ledelsesuddannelser og har sit fundament i Baden-Powells oprindelige tanker om “Advanced Leader Training”. Kurset er for dig, der gerne vil udvikle dig selv og måske ønsker en bedre balance i dit liv.
Gilwell-kurset fokuserer på ledelse af sig selv. Du lærer både at forstå dig selv bedre, får perspektiver på det gode liv og arbejder med, hvad det gode liv er for dig.
Derudover skal du give dig selv en personlig udfordring, hvor du kommer tættere på dit gode liv – udfordringen er den, som du skal arbejde med i et halvt år. Staben vil gøre alt for, at du til november, ligesom mange Gilwell-spejdere før dig, vil opleve at være i bedre balance i dit liv og være mere bevidst og tilfreds om de til- og fravalg, som du har truffet i dit liv.
På kurset bliver du både præsenteret for en række modeller og måder at anskue dig selv og det gode liv på og du vil få masser af praktiske øvelser, tid til at reflektere og ikke mindst masser af tid til at arbejde med kursets emner i din nye patrulje. Det er også i patruljen, at det daglige liv på kurset foregår, og derfor også sammen med dem, at du skal bygge lejrplads, lave patruljesærpræg og lave lækker mad over bål.