
176 Diamant Extrem – Saltruplejren
Dette Diamant extrem sættes på pind: Alt på ét bræt, sat på spidsen og skåret ind til benet.
På kurset skal du lære at finde fodfæste i det kaotiske, have et koldt hoved, når det brænder på og at udfordre dine personlige grænser, for at blive klogere på dig selv og andre. Du vil både få afprøvet dine spejderfærdigheder, kreative problemløsningsfærdigheder og kæmpe med og mod elementerne i den rå nordsjællandske natur. Det engelske ordsprog “Necessity is the mother of invention” kommer til sin ret, når du stilles over for udfordringer, du aldrig havde drømt om,og hvor den eneste vej ud af en udfordring er direkte igennem den. Du vil blive presset på alle punkter og opleve sider af dig selv og andre, som du ikke kender endnu, når du skubber dine egne grænser. Under kurset vil du have en personlig vejleder, der kan guide dig til at opnå dine personlige mål, danne de bedste erfaringer og få de rigtige værktøjer med hjem. Hvis du er klar på en uge med pres, udfordringer og de vildeste oplevelser, så tilmeld dig allerede i dag! Diamant extrem er den ultimative spejderudfordring, hvor grænserne ikke bare findes, men også brydes!