Eventyrsport og KFUM-Spejderne - et stærkt samarbejde

Partnerskabet mellem KFUM-Spejderne og Eventyrsport er i rivende udvikling. Er du nysgerrig på samarbejdet? Så læs med her.

Foto: Didde Fyhr

Det, at vi har samarbejdet med Eventyrsport, gør, at vi har en stærk samarbejdspartner, der lytter til vores behov og idéer som spejdere. I samarbejdet arbejder vi for, at det skal være lettere at komme ud og nyde spejderlivet - både i de ugentlige møder og på store lejre.

Hvorfor Eventyrsport?

Samarbejdet startede, da KFUM-Spejdernes og FDF’s egen butik, 55Nord, lukkede i 2023. Beslutningen om at lukke 55Nord var ikke let, og derfor var det også vigtigt, at et nyt samarbejde blev indgået med den helt rigtige partner. Der var flere potentielle samarbejdspartnere i spil, men valget faldt på netop Eventyrsport, dels fordi de har en forståelse for vores medlemmer og vores ambitioner, og dels fordi de kom med et økonomisk favorabelt tilbud: 

“Efter at have været i dialog med flere potentielle samarbejdspartnere er valget faldet på Eventyrsport, som har præsenteret den i særklasse mest attraktive samarbejdsmodel til stor glæde for vores medlemmer. Vi har været igennem en spændende proces og vil gerne takke Eventyrsport for en meget åben og ærlig drøftelse,” fortalte Ole Buch Rahbek, daværende generalsekretær i KFUM-Spejderne, i 2023.

Eksponering i hele Danmark

En af de store fordele ved samarbejdet er tilgængeligheden og eksponeringen i hele landet. Dels er det muligt at købe uniformer og logovarer i 15 fysiske butikker, frem for den ene fysiske butik, som 55Nord havde i Taulov, og dermed blev praktikken i at købe fx en uniform meget lettere end hidtil.

Og ved at have KFUM-Spejder-varer på hylderne i alle Eventyrsports butikker, både fysisk og online, bliver vi synlige for kunder, der endnu ikke er spejdere. Faktisk er der over 1 million gæster hvert år, der bliver eksponeret for KFUM-Spejderne gennem Eventyrsport, og det skaber fantastiske muligheder. Blandt andet fordi vi kan bruge Eventyrsport som platform for fortællingen om, hvad der gør spejderlivet fedt gennem arrangementer og uddeling af flyers og kampagnemateriale.

Bæredygtighed, økonomi og fremtidssikring

Vores arbejde med Eventyrsport har også givet nem adgang til at sætte større fokus på bæredygtig produktion af både uniformer og logovarer. Fordi vi er trådt ind i så stort et maskineri, er der væsentlige økonomiske fordele, når det kommer til vores produktion og service. Eventyrsports størrelse gør nemlig, at produktionsomkostninger og håndteringsomkostninger er lavere, end de var hos 55Nord. Og skulle der opstå problemer eller spørgsmål med varer, er der hjælp at hente hos deres kundeserviceafdeling. Samtidigt har de en væsentlig plads på friluftslivsmarkedet, der giver muligheder inden for vores arbejde med bæredygtige varer af enormt høj kvalitet.

Vigtigst af alt er samarbejdsaftalen udformet, så KFUM-Spejderne får en væsentlig del af overskuddet fra salget af vores varer. Både med henblik på økonomi og bæredygtighed er samarbejdet altså en fremtidssikring for vores uniformer og logovarer.

Med på lejr

Måske var du en af de mange tusinde spejdere, der lagde vejen forbi Eventyrsports butik på Spejdernes Lejr? En butik i sprudlende farver fyldt med merchandise til både børn og voksne. Merchandise, der var nøje udviklet og udvalgt til lejren, og som blev solgt i stor stil af medarbejdere, der havde en glædelig oplevelse med at være på Spejdernes Lejr og møde spejdere fra nær og fjern i teltet.

Fordi Eventyrsport rent organisatorisk blev anset som en kommerciel tredjepart på Spejdernes Lejr, var butikken og dens varesortiment af en anden størrelse end andre butikker, der var til stede på lejren, men det satte ikke en stopper for den gode stemning, og heller ikke for resultaterne: Samarbejdet mellem Eventyrsport, FDF’s Landslejr og KFUM-Spejdernes butik på Spejdernes Lejr betyder, at en stor del af pengene fra salget er gået direkte tilbage til vores arbejde for at skabe gode oplevelser for børn og unge i hele Danmark.

Partnerskabets fordele for spejdere

Vores samarbejde med Eventyrsport er ikke blot en fordel for KFUM-Spejderne på organisatorisk plan. Det giver mange helt konkrete fordele for alle medlemmer af KFUM-Spejderne i Danmark. 

Scout by Döndal - af spejdere til spejdere

Serien er udviklet i et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, FDF og Eventyrsport. Produkterne er udviklet af spejdere til spejdere og er lavet med blik for spejderlivet. Scout by Döndal-produkterne skal kunne holde til vind, vejr og vandreture, men det er ikke kun i kvaliteten, Scout by Döndal støtter spejderlivet, det er også i kvantitet: Når du køber varer fra Scout by Döndal, går en del af overskuddet nemlig direkte tilbage til KFUM-Spejderne, så vi kan blive ved med at udvikle arbejdet for stærke børne- og ungefællesskaber i hele landet.

Uniformer, logovarer og store bestillinger

Det er også hos Eventyrsport, at du kan prøve og købe din spejderuniform og logovarer - selvfølgelig med 10 % rabat. I Eventyrsports butikker kan du prøve uniformen i alle størrelser og få hjælp til at finde den uniform, der passer bedst til dig, hvortil den kan bestilles hjem med lynhurtig levering. Kender du allerede din størrelse, kan du selvfølgelig bestille uniformen direkte på Eventyrsports hjemmeside. Hvis din gruppe drømmer om at lave store bestillinger af specialdesignede varer, er Eventyrsport også stedet, I kan henvende jer.

Arrangementer i den lokale butik

Din gruppe er også altid velkommen til at tage kontakt til jeres lokale Eventyrsport og høre om muligheder for arrangementer og foredrag. Hvis du er i tvivl om, hvordan din gruppe kommer i gang med at holde events i eller med Eventyrsport, kan du finde inspiration her.

Sammen om det, der er vigtigt

Sammenligner man med de 90 år, som KFUM-Spejdernes egne butikker nåede at eksistere, er samarbejdet med Eventyrsport stadig temmelig nyt. Derfor er det i løbende udvikling for at optimere og give god værdi for alle parter. Men Eventyrsport er vores butik, og det vigtigste er, at vi har hjertet med: Vores uniformer og vores logovarer er præcist, som vi i organisationen har bestemt og fremover vil bestemme, hvordan skal være. Blot med flere muligheder. For med samarbejdet kan Eventyrsport hjælpe med alt det praktiske om udvikling, bæredygtighed, køb og salg af vores varer og uniformer, så vi i KFUM-Spejderne kan fokusere på vores kerneopgave: at lave godt spejderarbejde for børn og unge.

Læs også

Menu