
Det dufter af fællesskab, mad over åben ild – og global solidaritet. Et nyt samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp, FDF, KFUM-Spejderne og Eventyrsport gør det nu muligt for danske friluftsmennesker at købe et såkaldt brændekomfur og gøre en konkret forskel for både klimaet og familier i Kenya.
Brændekomfuret kan købes hos Eventyrsport, og for hvert solgt komfur går 100 kroner direkte til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at udbrede effektive og røgsvage komfurer i Kenya i samarbejde med den lokale organisation Mwangaza Light. Her betyder et brændekomfur mindre røg i hjemmet, markant mindre brændeforbrug og mere tid til skolegang for familiens børn.
Når friluftsliv og globalt ansvar mødes
Samtidig rykker brændekomfuret helt tæt på danske børn og unge. For mange byder sommeren på aktiviteter med madlavning over bål - fx bliver det en vigtig del af hverdagen for deltagerne på både FDFs landslejr og Spejdernes Lejr. Her samles tusindvis af børn og unge for at mærke fællesskabet, deltage i aktiviteter og opleve, hvordan små handlinger kan gøre en stor forskel globalt.
Ved at bruge brændekomfuret til madlavningen på lejrene bliver forbindelsen mellem børnenes egne oplevelser med friluftsliv og hverdagen i Kenya meget håndgribelig. Børnene oplever, at når de selv bruger komfuret og sparer på brændet, kan de være med til at gøre en forskel for andre mennesker og for klimaet.
Mindre røg og mere skolegang
I Kenya bruger ni ud af ti husstande i landdistrikterne fortsat traditionelle køkkenbål til madlavning og opvarmning. Det kræver store mængder brænde, bidrager til afskovning og forårsager skadelig røg, som især rammer kvinder og børn. Brændekomfuret bruger op til 71 procent mindre brænde og udleder langt mindre røg end et almindeligt bål - til gavn for både sundhed, økonomi og klima. Når der skal samles mindre brænde, frigiver det tid for familierne, så børnene får mere tid til at gå i skole. På sigt er det med til at løfte flere familier ud af fattigdom.
For både Folkekirkens Nødhjælp, FDF, KFUM-Spejderne og Eventyrsport er brændekomfuret et værktøj til at koble oplevelser, fællesskab og globalt ansvar.
Når FDFere, KFUM-spejdere og andre, fx friluftsfolk og børnefamilier, tænder op i brændekomfuret denne sommer og på fremtidige ture og lejre, fører det ikke blot til hurtigere og mere klimavenlig madlavning. Det fortæller også historien om, at fællesskab og globalt ansvar kan række langt - hele vejen fra lejrbål i Danmark til køkkener i Kenya.
For yderligere kommentarer kan følgende kontaktes:
Folkekirkens Nødhjælp:
Præst og seniorkonsulent Sarah Krøger Ziethen, tlf: 40 59 65 12, mail: sazi@dca.dk
Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF:
Generalsekretær Jakob Harbo Kastrup, tlf: 41 73 11 60, mail: jakob.harbo@fdf.dk
KFUM-Spejderne i Danmark:
Generalsekretær Ditte Rejnholdt Rudolfsen, tlf: 27 88 55 05, mail: ditte.rudolfsen@kfumspejderne.dk
Eventyrsport:
CEO Lars Sørensen, tlf: 28 70 18 72, mail: ls@eventyrsport.dk