
Fra den 27. december til den 10. januar rejste Ida og Oscar fra Nepal-projektgruppen til Nepal for at afholde et ungdomskursus for Nepalesiske spejdere. Kurset samlede 35 unge spejdere fra hele landet på spejdercentret Kakani cirka to timers kørsel fra hovedstaden Kathmandu.
Nepal er et stort land med en udfordrende infrastruktur. Nogle af deltagerne havde rejst helt op til fire dage for at nå frem – et tydeligt tegn på både deres engagement og på, hvor meget spejderarbejdet betyder for dem.
Unge i centrum
Kursets aktiviteter var primært planlagt hjemme i Danmark af fokusgruppen Duty to Others. Et af hovedformålene med samarbejdet mellem KFUM-Spejderne i Danmark og de nepalesiske spejdere er at styrke ungeinddragelsen i spejderarbejdet i Nepal – et arbejde, som projektgruppen tidligere har været i landet for at introducere og støtte.
Denne gang kunne vi virkelig mærke, at det arbejde, vi bidrager med i Nepal, gør en forskel. De unge tog ansvar, deltog aktivt i diskussionerne og turde sætte ord på deres holdninger. Det gav os en stærk fornemmelse af, at det langsigtede samarbejde rykker noget,” fortæller Ida og Oscar.
Sammen om i morgen
Rammen for kurset var Together for Tomorrow, hvor formålet var at styrke de unge nepalesiske spejderes ledelseskundskaber og forståelse for demokrati. I en af aktiviteterne arbejdede deltagerne inden for en fantasiramme, hvor de forestillede sig at være borgere i et nyoprettet land kaldet Fantasia.
Deltagerne blev opdelt i partimedlemmer og stemmeberettigede borgere. De forskellige partier fik tildelt holdninger og mærkesager og skulle argumentere og debattere for at vinde stemmer.
De stemmeberettigede borgere deltog samtidig i aktiviteter, hvor de blev udfordret på deres egne holdninger og trænede i at tage stilling. Formålet var at klæde dem på til at være kritiske og reflekterende vælgere. Efter partilederdebatter og afstemning blev Fantasias første regering konstitueret.
Den fiktive ramme gjorde det muligt at tale åbent om demokrati, medbestemmelse og organisering uden at skulle forholde sig direkte til Nepals egen politiske virkelighed. Idéen til Fantasia-konceptet opstod, første gang Oscar besøgte Nepal i 2024.


Samarbejdet fortsætter
Partnerskabet mellem KFUM-Spejderne i Danmark og Nepal er forlænget frem til 2030. Det giver mulighed for at fortsætte og videreudvikle arbejdet med ungeinddragelse, ledelsesudvikling og fælles spejderværdier på tværs af landegrænser.