Rejseberetning fra Søderåsen

Går du og overvejer, om et fjeldkursus kunne være noget for dig? Så læs med her, hvor Bo fortæller om Fjeldgruppens Fjeld- og Vildmarkskursus i Søderåsen.

Foto: Bo Gyldenkærne

Som barn ville jeg gerne have været spejder, men jeg blev det først, da den lokale DDS-gruppe kaldte på mig som voksen. Mine egne drenge var spejdere, så jeg var et nemt ”offer”. Jeg startede hos minierne (de 8-10 årige) og fulgte med deres årgang, så jeg endte med at være leder for de samme spejdere i syv år.  Allerede efter 8 måneder blev jeg sendt med troppen på den store DDS sommerlejr, Blå Sommer. Det gav to års erfaring på ni dage.

Hvor får man erfaring?

Jeg læste bøger om at være spejder, men bøger kunne ikke stå i stedet for erfaringer, og jeg havde ingen spejderoplevelser eller patruljelederkurser at dele ud af. Så jeg begyndte at tage på kursus: 1-2 kurser om året, fx kurser om "ny leder”, ”patrulje-kursus”, ”fra idé til forløb" osv.

Men mit eget erfaringsgrundlag var nogle solo-fjeldvandringer, jeg havde foretaget som stor teenager, sommersejladser med et lille vikingeskib og Nijmegen-marchen på 4 x 50 km i Holland. Ikke noget jeg var vanvittigt dygtig til, men det var dét, jeg havde i bagagen.

Fjeld- og Vildmarkstur i Søderåsen

En medleder havde flere gange anbefalet Søderåsen i Skåne. Det ligger tæt på Helsingborg og kun 2½ time fra Stevns, hvor vi holdt til. Det blev Fjeldgruppens Fjeld- og Vildmarkskursus, der bragte mig til Søderåsen, og den tur har jeg været på mange gange siden.

Søderåsen er en nationalpark, der er cirka 50 km lang og 10-12 km bred, med stier og skovveje overalt, så det er nemt at komme rundt. Man kan nemt komme dertil med offentlig transport, og Allemands-retten gør, at man kan overnatte og gå på tværs af terrænet stort set over alt. På fire dage kan man nemt gå fra ende til anden, men man kan også parkere mange steder og gøre turene kortere eller blive længere i et bestemt område.

Foto: Bo Gyldenkærne

Fjeld- og Vildmarkskurset varede fire dage, og aldersmæssigt var vi meget spredt. Fra store teenagere til nogle som mig på 40+. Første 1½ dag gik med intensive moduler, hvor man blev præsenteret for mange af de ting, man skal overveje, når man planlægger eller er deltager på en flerdagstur: førstehjælp, gruppedynamik, madplanlægning, ruteplanlægning, sikkerhed, mad, navigation og meget, meget mere. Derefter blev vi i sjak sendt på flerdagshike - med instruktør de første 24 timer, derefter alene i vores sjak.

Man bliver ikke ekspert på et par dage, men man bliver præsenteret for en lang række ting, man skal overveje, inden man tager af sted, og en masse man kan blive nødt til at håndtere undervejs. Så jeg gik i gang med at øve mig sammen med mine spejdere. Jeg lavede et forløb med afsluttende 4-dages-hike på Søderåsen. Denne hike blev årligt tilbagevendende for troppen, og den blev brugt som oprykningstur for juniorerne.

Øvelse gør mester

En af de store fordele ved en tur på fire dage er gentagelserne:

Spejderne skal slå lejr flere gange, lave mad flere gange, pakke deres rygsæk flere gange, holde sig tørre i dagevis, og for at de ikke skulle sige: ”Nu har vi prøvet den tur. Det behøver vi ikke igen,” graduerede vi turene. Det første år gik man med ledere, det andet år overnattede man med lederne, og det tredje år var det: ”Vi ses om fire dage”.

Jeg havde jo været på kursus hos Fjeldgruppen, og hiken var i sin kerne Fjeld- og Vildmarkskurset - blot tilpasset tropspejdere. Det betød, at der var aftalte telefontider, alle sjak havde GPS, alle spejdere havde kort og kompas og havde fået træning i at bruge dem, der blev lavet ruteplanlægning, overnatningssteder blev aftalt m.m.

Foto: Bo Gyldenkærne

Nye udfordringer

Efter tre år følte jeg mig klar til at tage til Lapland med mine egne to store drenge, og to år senere var vi 16 spejdere i Lapland: ledere med fjelderfaring, seniorer og tropspejdere. Kun ganske få havde kun været med på hiken på Søderåsen en enkelt gang. Vi har siden da lavet en fjeldtur hvert 2. år.

Og ja. På trods af al den træning og planlægning er vi stødt på små ups'ere: Selv om alle rygsække skulle være færdigpakkede og blev gennemgået på sidste spejdermøde inden afrejse, var der én, der havde taget sin regnjakke ud, og én der troede, han ikke havde fået handsker med. Men med et aluminiumstæppe eller grøn presenning og lidt gaffa-tape kan man hurtigt lave en anorak, og de ekstra sokker bliver til vanter, hvis man laver et hul til tommelfingeren.

Man bliver lidt stolt, hvis en spejder er faldet og har slået hovedet, og de andre lynhurtigt etablerer lejr, får gang i kogeapparatet og luner en sovepose, mens samarit og turleder har fokus på den skadelidte. Det skal siges, at vi heldigvis slap med forskrækkelsen, en hudafskrabning og ingen hjernerystelse.

En stærk tradition

Det har gennem tiden været vigtigt for os ikke at aflyse. Vi holdt fx fast i vores firedages-hike i Kristi Himmelfartsferien selv under Corona. Vi kunne ikke tage til Sverige under nedlukningen, så i stedet lavede vi en rute langs Stevns klint, et år den ene vej og et år den anden vej. Vi har endda haft patruljer med fra Svendborg og gennem mange år også fra nabogruppen i Præstø.

Foto: Bo Gyldenkærne

Det er indtil nu blevet til fem fjeldture til Sverige og Norge, flere årlige hiker både vinter, forår og efterår på Søderåsen, plus det løse, som når der fx lige kommer en hike ind over en sommerlejr.

Det bedste ved det hele er, at vi nu har en gruppe seniorer på tværs af grupperne, som kan forsætte traditionen og tage af sted på egen hånd og, efter min mening, også er rustet til at tage andre med. Men hvis de spørger mig, vil jeg selvfølgelig sige, at de skal tage på kursus i fjeldene.

Vil du også på Fjeld- og Vildmarkskursus?

Fjedgruppen arrangerer mange forskellige former for ture og kurser. Deres næste Fjeld- og Vildmarkskursus ligger i april 2026, og hvis det lyder som noget for dig, kan du se mere og tilmelde dig her.

Du kan også se deres andre kurser i vores kalender eller på Fjeldgruppens egen hjemmeside.

Fjeldgruppen

Fjeldgruppen blev grundlagt d. 23. august 1974 af fjeldinteresserede seniorspejdere fra DDS, rovere fra KFUM og rangere fra De Grønne Pigespejdere.

Du kan læse mere om Fjeldgruppen her.

,

Læs også

Menu