
Hvordan bliver man Ridder af Vildbjerg? For Klan Wild Mountain Plowmen fra Vildbjerg/Timring gruppe startede det hele med spejdermærket Ridder af …, som udfordrer spejdere til at gå på opdagelse i deres lokalområde.
”Vi har lavet en tur rundt i Vildbjerg for de borgere - både lokale og gæster - der gerne vil vide lidt mere om Vildbjerg, mens de får frisk luft,” siger Morten Fyrstenborg, der har været med til at skabe ruten.
Det, der begyndte som et mærkeforløb, voksede sig til en fem kilometer gåtur med 11 stoppesteder, hvor byens historie fortælles gennem QR-koder, opgaver og små aktiviteter.
Fra arkivet til finurlige historier
Første skridt i udarbejdelsen af ruten var et besøg på Vildbjergs lokalhistoriske arkiv. Her gik de på jagt efter fortællinger og fandt både fakta, anekdoter og sjove detaljer, som gjorde byen levende på en ny måde.
”Vi fik mange aha-oplevelser, og det var virkelig sjovt. Selvom vi er vokset op her, kendte vi jo ikke alle historierne. Arkivet hjalp os til at opdage nye vinkler og detaljer,” fortæller Morten Fyrstenborg.
Nogle af fundene blev til konkrete stoppesteder på ruten, mens andre blot gav spejderne ny viden om deres egen by.
Vidste du fx:
- At Vildbjerg har det skarpeste sving på hele jernbanenettet i Danmark? Det opstod, fordi nogle driftige mænd fik banen til at slå et knæk ind mod byen. En beslutning, der sandsynligvis gjorde Vildbjerg til en større by, end den ellers ville være blevet.
- At der i skolegården står et gammelt træ, som tyskerne ville fælde under 2. verdenskrig for at få plads til deres køretøjer? Byens folk sagde nej og træet står der endnu. På ruten skal man måle, hvor højt det er.
- At Vildbjerg i dag er kendt for sine mange fodboldbaner? Fra et af rutens stop på en høj skal man tælle, hvor mange baner, man kan se i landskabet.
En gave til byen og turisterne
For spejderne endte projektet med at handle om mere end blot at tage et mærke. Det handlede også om at give noget tilbage til lokalområdet. Derfor er ruten gjort tilgængelig for alle, både spejdere, borgere og besøgende. Folderen med rutebeskrivelse kan hentes gratis på Hotel Vildbjerg og Vildbjerg Sports- og Kulturcenter, og QR-koderne er sat op på de 11 stop med tilladelse fra de lokale lodsejere.

Hotellet har allerede taget godt imod materialet. De bruger folderne til at sende deres gæster ud på en lille byvandring, når de spørger, hvad man kan opleve i Vildbjerg.
”Det er en fin måde at vise besøgende, at Vildbjerg rummer mere, end man lige tror. Det er ikke bare en lille flække i Vestjylland. Mange har været glade for at få en lille gåtur med historier og opgaver,” fortæller Morten Fyrstenborg.
For spejderne blev det dermed ikke kun et projekt for egen læring – men også et bidrag til byens fællesskab og et velkomsttilbud til turister, der vil lære Vildbjerg bedre at kende.
Sådan kan jeres gruppe selv komme i gang
Projektet tog næsten et år og gav masser af læring og grin undervejs. Fra gruppen i Vildbjerg/Timring lyder der en opfordring til andre grupper: Alle kan lave deres egen version af en historisk gåtur. Det behøver ikke være et lige så omfattende projekt som deres. Man kan sagtens begynde i det små.
- Sæt barren selv: Jeres rute kan være en gåtur på 2 km gennem byen, en natursti i skoven eller blot fem poster omkring jeres spejderhytte. Det vigtige er, at spejderne selv undersøger, lærer nyt og formidler det til andre.
- Brug lokale ressourcer: Tag på tur til arkivet, tal med ældre borgere, besøg en virksomhed eller forening. Ofte dukker der sjove anekdoter op, som giver spejderne et nyt blik på deres lokalområde.
- Gør det spejderagtigt: Tilføj små opgaver ved posterne – mål højden på et træ, find en kreativ måde at krydse et vandløb, eller lav en kode, der skal knækkes. Det giver energi og gør turen til en oplevelse.
- Tænk deling: Nogle vælger at lave ruten kun for gruppen, andre gør den offentlig. Begge dele giver mening – det afhænger af, hvad I vil. Men at se byens borgere eller turister bruge noget, man selv har skabt, giver en særlig stolthed.