
Før du går i gang
Inden du lægger det første op på Instagram, er det vigtigt, at du læser hele guiden grundigt. På den måde er du godt klædt på til at lave en vellykket takeover, som både giver værdi for dig og KFUM-Spejdernes følgere.
Hvad er en god takeover?
En god takeover giver følgerne et levende indblik i spejderlivet – gerne med glimt bag kulisserne. Del øjeblikke med glade spejdere og engagerede ledere, og vis ansigter, aktiviteter og fællesskab. Det skaber nærvær og genkendelse hos dem, der følger med.
Hold dit indhold simpelt og engagerende. Brug både stories, opslag og Reels for at skabe variation og dynamik. I stories kan du med fordel benytte Instagrams interaktive funktioner som quizzer, meningsmålinger og spørgsmål – det gør det sjovere for følgerne at deltage.
- Brug en orange farve til tekst
- Brug skrifttypen Classic i stories
- Puds dit kamera, så det ikke er fedtet
- Brug disse hashtags på opslag og Reels:
#voresbidrag #kfumspejderne #spejder
4 råd til at lave den gode takeover
1. Husk at byde pænt velkommen
Når du starter din takeover, er det vigtigt at give følgerne en god introduktion. Det vækker nysgerrighed og gør det nemt for dem at følge med i, hvad der sker undervejs. Det første opslag/story bør indeholde følgende:
- Hvem er du?
- Hvilket kursus, lejr eller aktivitet deltager du i?
- Hvor længe varer takeoveren?
- Hvad kan man forvente at se, hvis man følger med?
For at sikre en ensartet og genkendelig stil anbefaler vi, at du bruger en af vores skabeloner til dit opslag. Det giver en visuel sammenhæng med tidligere takeovers og gør indholdet lettere at afkode for nye følgere.
Eksempler på gode velkomstbilleder


Hvis du ikke kender til Canva i forvejen, kan du læse mere under afsnittet “Sådan bruger du Canva-skabelonerne”.
Eksempler på gode velkomster i story


2. Del det mest spændende fra din aktivitet
Vis det, der engagerer – undgå billeder med utydelig stemning, slørede motiver eller deltagere, der keder sig. Vælg derimod billeder med godt lys, glade spejdere og tydeligt motiv. Fokusér på kvalitet frem for mængde. Saml gerne flere klip fra samme aktivitet i ét samlet opslag.
Og spørg dig selv: Ville du selv stoppe op ved indholdet, når du scroller?
Husk, mange følgere kender ikke jeres interne begreber, så forklar hvad der sker – også hvis det "bare" er et PL/PA-kursus.
Eksempler på godt indhold undervejs


3. Tænk over, hvor meget du poster
Overvej nøje, hvor ofte du deler indhold under din takeover. En god tommelfingerregel er maksimalt ét opslag eller én reel om dagen. Når det gælder stories, afhænger mængden af, hvad takeoveren handler om. Ved et arrangement kan fem til otte stories fordelt over dagen være passende, mens to stories sagtens kan være nok i andre tilfælde.
I kender jeres indhold og mål bedst – brug den dømmekraft. Men husk, at følgerne ikke skal overvældes af fx ti stories om kagepausen. Hellere lidt, men godt og meningsfuldt.
Der er lavet højdepunktet ‘Takeover’, hvor I er velkomne til at lægge jeres stories ind. Opret derfor ikke jeres eget højdepunkt, selvom det kan være fristende.
4. Sig pænt farvel
Når du er færdig med at låne kontoen, så husk at sige farvel for denne gang. Så ved følgerne og næste takeover, at du er færdig.
Rigtig god fornøjelse!
Hvad må du IKKE poste?
Indholdet, du deler under en takeover på KFUM-Spejdernes Instagram, skal altid afspejle vores værdier og normer. Det betyder blandt andet, at spejderne skal overholde sikkerhedsreglerne ved fx vand- og klatreaktiviteter.
Følgende må ikke vises i indholdet:
- Alkohol
- Rygning
- Nøgenhed
- Andet kompromitterende eller stødende indhold
Er du i tvivl, om noget materiale hører til på KFUM-Spejdernes Instagram, så lad være med at lægge det op. Brug din sunde fornuft og spørg eventuelt en ansvarlig, hvis du er usikker.
Husk desuden, at du altid skal have tilladelse til at offentliggøre billeder eller video. Det gælder både for børn, unge, ledere og pårørende. Hvis én eller flere personer er tydeligt i fokus (portræt), kræver det samtykke. Situationsbilleder, hvor fokus er på aktiviteten og ikke enkeltpersoner, er i de fleste tilfælde helt i orden.
Sådan laver du den gode video/reel
Optag i højformat (stående) og sørg for at pudse dit kamera inden du optager.
En god video/Reel er kort, fængende og fortæller en lille historie på få sekunder. Den skal vække nysgerrighed, få folk til at stoppe op og skabe en følelse af nærvær – også for dem, der ikke er til stede.
Start med at vælge ét klart fokus: Det kan være en aktivitet, en stemning eller en sjov situation. Reels fungerer bedst, når de er enkle og visuelle – gerne maks 30 sekunder lange. Stories gerne 10 sekunder.
Brug korte klip med tydelige motiver. Undgå rystede optagelser, for hurtige panoreringer og sørg for godt lys – dagslys er bedst. Vælg gerne glade ansigter og aktiv bevægelse, som skaber liv i billedet.
Når du redigerer, så sluk for reallyden, medmindre lyden er vigtig for stemningen eller fortællingen. Brug i stedet Instagrams musikbibliotek til at finde en sang, der passer til energien i videoen.
Tilføj korte tekster eller undertekster, så det er let at forstå, hvad der sker – også uden lyd. Brug Instagrams værktøjer aktivt: klip, overgangseffekter og hastighedsjusteringer kan gøre din video mere levende og spændende.
Slut gerne med en pointe: Et smil, et færdigt projekt, et “klar-parat-start”-moment eller en opfordring som “Følg med i morgen!”. Det afrunder videoen og gør den mere delbar.
Sådan laver du det gode billedopslag
Et godt billedeopslag er overskueligt, visuelt stærkt og fortæller en lille historie uden at kræve for meget forklaring. Det handler om at udvælge de billeder, der bedst viser stemningen, aktiviteten og fællesskabet i jeres spejderliv.
Start med at vælge 1 til 10 billeder, der hænger tematisk sammen – det kan fx være fra én aktivitet, en dagstur, lejrlivet eller forberedelserne bag kulisserne. Sørg for, at billederne er skarpe, lyse og har tydelige motiver. Glade spejdere, koncentrerede hænder og fællesskaber i bevægelse virker altid godt.
Undgå billeder, hvor folk vender ryggen til, ser væk eller er ude af fokus. Tænk over komposition: ét billede med overblik og et par nærbilleder fungerer ofte rigtig godt sammen.
Et billedeopslag skal give lyst til at være med – og det gør det bedst, når det viser stemning, nærvær og aktivitet i øjenhøjde.
Sådan bruger du Canva-skabelonerne
Hvis du har et billede, du gerne vil bruge til jeres intro-opslag, kan du nemt indsætte det i en af vores Canva-skabeloner. Følg trinene nedenfor for at komme godt i gang.
- Upload dit billede
Gå til fanen Uploads i Canva, og upload dit billede. - Vælg en skabelon
Vælg den skabelon, der passer bedst til dit billede. Du kan prøve forskellige af og se, hvilken du synes fungerer bedst. Træk dit billede med musen over i skabelonen og slip det i det område, hvor billedet skal være (den såkaldte placeholder). - Tilpas teksten
Ret teksten under Takeover til navnet på jeres takeover – fx Klan Hiptilhop, Højbjerg Gruppe eller Virkelighedens Roland 1. - Download dit opslag
Tryk på knappen Del og vælg Download. Under Vælg sider skal du sætte flueben kun ved den skabelon, du vil bruge. Vælg filtypen JPG og sæt kvaliteten op til 100 %, før du downloader opslaget. - Ryd op efter dig
Når du har downloadet, skal du huske at slette dit billede fra skabelonen, så den er klar til næste takeover.
Vigtigt at vide:
Guiden er lavet til brug på computer – her kræves ingen Canva-profil. Hvis du bruger mobil, fungerer det på samme måde, men her skal du oprette en gratis konto, før du kan bruge skabelonerne.