Tradition, forandring og en løbetur for skovrejsning

KFUM-Spejderne deltager på årets Folkemødet fra den 12.-15. juni på Bornholm.

Forperson Tobias Simonsen på Folkemødet
Foto: Marie Oland Tanggaard

KFUM-Spejderne deltager sammen med foreningen Spejderne på årets Folkemøde i debatter, events og samtaler, hvor vi sætter børn og unges stemme på dagsordenen – og vi starter fredagen med morgenløb og fællesskab i den bornholmske natur.

🧭 Forandringer i en traditionsrig organisation

Hvordan leder man forandring i et fællesskab, man ikke kan kommandere med?
Det spørgsmål tager vi med til debatscenen, når vi lørdag den 15. juni kl. 10 inviterer til samtale om ”Forandringer i en traditionstung organisation”.

I frivillige fællesskaber er forandring ikke noget, man implementerer med en plan og et excelark. Det er noget, man inviterer til. Noget, der kræver involvering, tillid og tid.

Hos KFUM-Spejderne har vi mærket det på egen krop. Sidste år ændrede vi vores formålsparagraf – ikke bare en teknisk opdatering, men et opgør med vores egen selvforståelse. Hvem er vi, og hvem tør vi blive?

🎤 På Folkemødet samler vi stærke stemmer fra ungdoms- og frivilligverdenen til en ærlig samtale om traditioner, fornyelse og det svære mellemrum derimellem. Mød blandt andre næstforperson Kirstine Svansø Iversen og Elsebet Kjems Gregersen fra KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse.
👉 Vi lover ikke færdige svar – men vi lover nysgerrighed og ærlighed.
📍 Læs mere om eventet: Forandringer i en traditionstung organisation

🏃‍♂️ Start dagen med mening – og med Tobias

Fredag morgen den 13. juni kl. 8-9 inviterer Spejderne sammen med DIF, Friluftsrådet og Klimaskovfonden til morgenløb fra Grøn Scene (D10). Forperson for Spejderne og KFUM-Spejderne Tobias Simonsen byder velkommen og sender deltagerne godt afsted.

Løbet går gennem naturskønne omgivelser med udsigt over Østersøen, forbi granitbrud, marker og helleristningerne ved Madsebakke. Det er en rolig tur, hvor der er plads til både løbesko og travesko – og til samtaler undervejs.

For hver kilometer der bliver løbet eller gået, bliver der plantet et træ i Danmark. Træerne sponsoreres af danske virksomheder, og skovrejsningen sker i et samarbejde med Klimaskovfonden om at plante idræts- og friluftsskove.

☕ Efter løbet serverer vi kaffe og morgenbrød til alle de morgenfriske deltagere.
📍 Mødested: Grøn Scene, D10
📝 Tilmelding er ikke nødvendig – du møder bare op.

🤝 Vi glæder os til at møde dig

Uanset om du er spejder, politiker, frivillig eller nysgerrig borger, så har du en plads i samtalen – og måske også på ruten fredag morgen.
Vi ses på Bornholm!

Har du spørgsmål?

Kontakt kommunikationschef Marie Oland Tanggaard på marie@kfumspejderne.dk for mere information

Læs også

Menu