
Partnerskabet imellem KFUM-Spejderne og Nepal Scouts, er allerede i fuld gang og der er blevet
skabt en masse spændende aktiviteter, som danske spejdere nu kan afprøve. Aktiviteterne er
udarbejdet af en gruppe frivillige, der selv har været i Nepal – og har taget alt det bedste med hjem
til os. Men hvad er det så for nogle aktiviteter? Her er et par eksempler:
Lav kunst med marmorprint
En af de kreative aktiviteter er marmorprint, hvor man leger med vand og farver for at lave
smukke mønstre. Det kræver ikke meget udstyr, og resultatet bliver altid unikt! Det er en sjov måde
at arbejde med farver og kreativitet – og samtidig få en smagsprøve på nepalesisk kunst og kultur.
Det er en god aktivitet for alle aldre.
Smag på Nepal: Dahl og Raita
Nepal har masser af lækker mad – og det kan I nu også selv prøve hjemme i spejderhytten. To af
aktiviteterne handler om at lave dahl og raita. Dahl er en krydret linsegryde, som er en klassiker i
Nepal. Raita er en yoghurtdressing med agurk og krydderier, der passer perfekt dertil. Det er nemt,
sund og rigtig hyggemad, der også kan laves over bål.
Har I lyst til selv at prøve?
Dette er blot to ud af flere sjove aktiviteter. Find dem alle i aktivitetsdatabasen ved at søge på
Nepal. Aktiviteterne er alle nemme at gå til og egner sig til både små og store spejdere.
Spejderfællesskab på tværs af landegrænser
Flere af dem, der har lavet aktiviteterne, har selv været i Nepal og besøgt nepalesiske
spejdergrupper. De har boet på et nepalesisk spejdercenter, prøvet nepalesisk spejderliv og været
ude i junglen om natten – og det har givet inspiration til aktiviteter, som danske spejdere nu kan
bruge i deres egne møder og ture.
Formålet med de nye aktiviteter er at give danske spejdere en større forståelse for spejderliv og -
arbejde i andre dele af verden – og samtidig fremhæve de mange fællestræk, der binder spejdere
sammen på tværs af grænser.
Lav selv et helt spejdermøde med Nepal som tema – eller brug en dag på weekendturen
Det er en spændende måde at få nye oplevelser, lære om verden og måske endda få lyst til selv at
rejse derud en dag.
På korpsets hjemmeside finder I en temaside om Nepal, hvor der er masser af inspiration at hente.
Her kan I også lytte til en podcast, hvor man følger spejderne Nikolai, Ida, Oscar og Ole på deres
eventyr i Nepal.
Flere aktiviteter er allerede på vej – og måske også et mærke eller to – så hold øje med siden!