Centerudveksling til Nepal

I løbet af juli og august måned 2024 var seks danskere fra Næsbycenteret, Assenbækmølle spejdercenter og Houens Odde spejdercenter på tur til Nepal på centerudveksling.

  • Nina Vølker Rosenlund
    Nina Vølker Rosenlund

Det primære mål med vores tur til Kakani International Scout Centre var, at vi skulle lave aktivitets- og erfaringsudveksling med Kakani International Scout Centre. Herudover skulle vi hjælpe med at forberede centeret til at blive certificeret med SCENES, som står for ”Scout Centres of Excellence for Nature, Environment and Sustainability”. SCENES er WOSM certifikat der gives til centre, der opfylder nogle bestemte krav for miljø- og naturformidling. Naturen omkring centeret er helt fantastisk, og på klare dage er der udsigt over Himalaya bjergkæden – med nogle af verdens højeste bjerge. Centeret ligger lige op ad en nationalpark med regnskov og eksotisk dyreliv.

Hverdagen på centeret

I perioden på centeret boede vi sammen med nepaleserne og fik mulighed for at opleve deres hverdag. Vi lærte hurtigt, at de i Nepal lever i tæt kontakt med naturen, da den ofte påvirker deres hverdag. Dog tog nepaleserne det ikke så tungt, og vi fik meget hurtigt lært begrebet: ”Måske i dag, måske i morgen”. 

Centeret har ikke frivillige, der afholder lejre og afvikler aktiviteter. Dette sørger grupperne selv for. Udover at grupper kan booke sig ind på centeret, bliver faciliteterne ofte brugt til afholdelsen af kurser i redningsarbejde. Spejderne hjælper også lokalt under naturkatastrofer, når de yder nødhjælp og hjælper med redningsarbejde. 

Kulturoplevelser i Nepal 

På centeret fik vi også mulighed for at opleve traditionelle nepalesiske danse og sange på kulturelle aftener. Vi fik også lov til at prøve dansene, hvilket både nepaleserne og os danskere hyggede os med. Vi fik også godt kendskab til nepalesisk mad, og det var meget interessant at se, hvordan de bruger krydderier og råvarer. 

Kathmandu

Vi havde den fantastiske mulighed at have lokale spejdere som guider rundt omkring i byen. Udover at fortælle mange fantastiske historier om byen, lod de os også opleve meget af kulturen helt tæt på, blandt andet under nogle af de store religiøse festivaler. Vi var så heldige at fødselsdagen for en af de helt store guder i hinduismen, Krishna, lå få dage inden vi skulle rejse hjem til Danmark. Vi blev inviteret til festivalen og fik lov til at opleve, hvordan det er, når en af de helt store nationale helligdage løber af stablen. Der var både traditionel dans og musik, og vi fik sågar også set de lokale spejdere i arbejde. 

En helt fantastisk oplevelse

Det har været en helt fantastisk oplevelse at besøge Nepal, og vi har lært en masse og fået mange nye bekendtskaber. På trods af de store kulturforskelle havde vi masser til fælles med de nepalesiske spejdere, selvom det arbejde, de udfører, er noget anderledes end, hvad vi laver i Danmark. Den nepalesiske gæstfrihed og interesse gjorde oplevelsen endnu mere speciel, og det kan klart anbefales at besøge Nepal, både som spejder og turist.

,

Læs også

Menu