Besøget hos Nepal Scouts bød på både sight seeing, deltagelse i Youth Forum og mange kulturelle oplevelser. Her er det deltager Ole Thye Gram, som fortæller om dagene i både tekst og foto:
I løbet af de første dage i Kathmandu var vi ledsaget af nogle lokale rovere. Vi blev vist rundt blandt de mange templer som fyldte gadebilledet. Ca. hver 50. meter er der et nemlig et nyt. Vi blev guidet mellem biler og scootere for både at opleve alt det vilde, byen kan byde på, samtidig med alt den historie med 100-800 år gamle bygninger fylder gadebilledet.
Roverne tog os med til Swayambhu Marachaitya (Monkey tempel), som er en af de mange “Stupa’er” i Nepal. Her bor der nemlig masser af aber, særligt på vejen op af de mange trapper. Vi besøgte også Pashaputana som er et af de steder, hvor der bliver afholdt ligbrændinger. Der var en meget stor og overvældende oplevelse af overvære.
Afholdelse af Youth Forum
Fra den 6. – 11. januar var vi på Kakani International Scout Center. Dette er et af de to spejdercentre der er i Nepal. De første dage gik med at afholde seminarer og workshops for deltagerne. Deltagerne kom fra alle de syv provinser og bestod af 6 drenge og 6 piger fra hver af provinserne. Deltagerne var i alderen 16-26 år. Der var mere end 70 deltagere og 10 i planlægningsstaben + yderligere nogle centermedarbejdere.
Et af tiltagene var, at der blev udvalgt en ‘recommendation committee’ blandt deltagerne, som i løbet af dagene skulle lave nogle forslag fra de unge til hovedkvarteret. For at øge ungeinddragelsen i den nepalesiske spejderbevægelse. Vi afholdte også workshops fra den danske delegation. Deltagerne fik sat SMARTE-mål – både personligt og for deres provinser. De lærte om konflikthåndtering, faciliteringsværktøjer og selvfølgelig en masse om KFUM-Spejderne i Danmark.
Vi afholdte international aften, hvor alle fremførte forskellige danse, sang og sketches fra deres land/provinser. Som afslutning blev der afholdt valg til det nationale ungeråd ( youth Council). Her blev der valgt en dreng og en pige fra hver provins + en forperson.
Kultur oplevelser
På vores rejse har vi oplevet en masse forskellige kulture, traditioner og nye måder at møde andre. Gadesælgere med instrumenter, skakspil, bedeflag og sangskåle er blot noget af det, vi har mødt. Vi er blevet præsenteret for de mange ‘tika’ man kan få, som er farvede prikker i panden, med forskellige betydninger alt efter farven. Vi har spist en ufattelig mænge ‘Dal Bhat’ som er ris med linsesovs – Nepals nationalret. Både morgen, middag og aften. Og gik det helt godt for sig – så spises det også med fingrene, ‘Thakali’, hvor der også er grøntsager og måske lidt kød(ged/kylling) til.
Den gæstfrihed, som det nepalesiske folk og særligt spejdere har udvist, er usammenlignelig. Vi er blevet hentet og vist rundt, hensyn og forklaringer er blevet delt og meget andet. Det er helt sikkert et land, vi varmt vil anbefale at være turist i.
Samarbejdet fremadrettet
De sidste dage i Nepal brugte vi på at arbejde tæt sammen med Nepal Scouts på deres hovedkontor. Vi har brainstormen på fokusområder for samarbejdet fremadrettet og lavet planer for resten af 2024. Vi håber, nogle af jer måske har fulgt med på KFUM-Spejdernes Instagram – ellers kan I få et indblik der.