Vær med til at skabe fremtidens magasin for spejderledere

Brænder du for de gode historier? Og vil du være med til at sætte retningen for KFUM-Spejdernes nye magasin for ledere?

Brænder du for de gode historier? Og vil du være med til at sætte retningen for KFUM-Spejdernes nye magasin for ledere?

Hvis du har journalistisk interesse, elsker at lege med ord og vil være med til at formidle inspirerende historier til spejderledere – så kan du blive frivillig redaktør for KFUM-Spejderne i Danmarks nye ledermagasin.

Hvad vil det sige at være redaktør i KFUM-Spejderne?

Som redaktør for KFUM-Spejdernes nye ledermagasin kan du være med til at sætte retning for arbejdet og forme magasinet, da vi henover efteråret går i gang med at gentænke vores nuværende magasin til korpsets ledere med henblik på relancering i foråret 2024. Det betyder, at du får god mulighed for at påvirke magasinets koncept og indhold samt arbejdets organisering i samarbejde med korpsets ansatte kommunikationsteam.

Hvem er du?

Vi søger dig som interesserer dig for den gode historie og kan se dig selv for bordenden af en frivillig redaktion. Derfor forventer vi heller ikke, at du mestrer skriftlig dansk til perfektion. I stedet er det vigtigt, at du kan holde overblik over produktionen af magasinet og være med til at kvalificere indholdet og artiklerne.

Om du er studerende eller i arbejde er ikke vigtigt. Vi forventer dog, at du kan overholde deadlines og vil prioritere at deltage på workshops, møder og redaktionsweekender. Det er ligeledes heller ikke afgørende, om du er spejder eller ej.

Opgaver

Din første opgave som frivillig redaktør bliver at være med i processen frem mod et nyt magasin. Det betyder, at du får mulighed for at være med til at planlægge og afholde workshops og sætte retningen for det nye ledermagasin.

Derudover forestiller vi os, at dine opgaver kommer til at omfatte:

  • planlægning af temaer for fremtidige udgivelser
  • produktion af artikler
  • gennemlæsning og kvalitetssikring af andres artikler

Som redaktør bliver du en del af KFUM-Spejdernes redaktionsgruppe, som ligger under Styregruppen for Kommunikation. Udover Ildhu, omfatter redaktionsgruppen også redaktionen bag Grazat, som er vores magasin til bævere og ulve, Ungeredaktionen, som producerer indhold målrettet unge spejdere, Distriktsnyhedsbrevet, som er en månedlig udsendelse til frivillige i vores distrikter, samt Fotopatruljen, som producerer billederne til KFUM-Spejdernes medier.

Hvis du har spørgsmål til opgaven, er du velkommen til at kontakte styregruppemedlem Andreas Bastrup på andreasbastrup@kfumspejderne.dk. Det er også hertil, du skal sende din ansøgning. Ansøgningsfristen er søndag d. 25. juni 2023.

,

Læs også

Menu