Orientering fra hovedbestyrelsen – november 2022

I weekenden 19.-20. november var KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse samlet på Houens Odde. Blandt andet for at drøfte formålsdiskussion, landsmøde og fornyelse af Houens Odde Spejdercenter.

Gilwell i vintersol, Houens Odde
Foto: Marie Oland Tanggaard

Topmøde med distriktschefer

Hovedbestyrelsen holdte topmøde med korpsets distriktschefer, hvoraf de første to timer var i selskab med styregrupperne med oplæg fra Petr fra Tjekkiet. Tjekkiet har oplevet stor vækst de sidste 15 år, og Petr tog os igennem rejsen og de fokusområder, han mener, har gjort en forskel i forhold til væksten. Her blev også landsmødet evalueret, og distriktschefernes input kommer med i den samlede evaluering af landsmødet. En ny styregruppe med fokus på vores distrikter blev præsenteret.

Formål

Under landsmødet var vores formål i fokus. Der blev afholdt et lagkageløb, hvor alle deltagere var med til at lave ”formålslagkager”. Disse lagkager blev afleveret til hovedbestyrelsen, og nu vil formålspatruljen fortsætte arbejdet med at se på, hvordan vi som korps ser på det nuværende formål.

Strategi

”Dygtige ledere skaber stærke fællesskaber”, ” Spejdergruppen som lokalt kraftcenter” og ”Vi rækker ud over os selv” har vi arbejdet med de sidste 6 år, og dette arbejde fortsætter 2 år endnu. Det betyder, at der i 2024 skal laves en ny strategi for KFUM-Spejderne i Danmark. Hovedbestyrelsen har nedsat en strategipatrulje, der vil dykke ned i, hvordan en ny strategi 2024 kan se ud.

Houens Odde

Hovedbestyrelsen har godkendt en indstilling fra Arbejdsgruppen for udvikling og fornyelse af Houens Odde, som betyder, at der arbejdes videre med at udvide og forny Stensgaarden samt et ganske nyt A-center. Det er en meget spændende proces, arbejdsgruppen er i gang med, som vil give Houens Oddes faciliteter et nødvendigt løft.

Læs også

Menu