
SPIR 03
I påsken 2026 inviterer vi for tredje gang til SPIR – KFUM-Spejdernes nyeste ledelseskursus. Et kursus, der balancerer mellem personlig udvikling, stærke relationer og spejderånd. Og bedst kan beskrives som et lille, kondenseret højskoleophold: Fyldt med nærvær, samtaler der sætter sig, fællesskab og refleksion.
På SPIR undersøger vi, hvordan vores egne erfaringer og relationer former os som ledere og som medmennesker. Du kan forvente et kursus, hvor det ikke handler om at få de rigtige svar, men om at stille de vigtige spørgsmål. Sammen.
SPIR står for Spejdere i Relationer, og netop fællesskabet og det mellemmenneskelige er i centrum. På kurset sætter vi tid af til at møde hinanden ærligt og nysgerrigt – som spejdere og som mennesker. Det handler om at dele erfaringer, lytte åbent og lade sig inspirere af hinandens perspektiver. Vi tror på, at det personlige møde og det gode samvær kan sætte tanker i gang og styrke vores lyst til at tage ansvar – både i og uden for spejderbevægelsen.
Som spejderkursus benytter vi spejdermetoden som en aktiv ramme, og du vil møde mange af de elementer du muligvis kender fra tidligere spejderkurser. Vi har dog også ladet os inspirere af højskoleformen, hvor vi skaber en intens og meningsfuld ramme for læring, samtaler og nye perspektiver - og selvfølgeligt starter vi alle kursusdagene med morgensang.
Måske er du ny i dit voksenliv og søger nye måder at være spejder på. Måske har du brug for at genfinde din motivation, få nye perspektiver på ledelse – eller måske er du bare nysgerrig på dig selv og andre. Uanset hvad, håber vi, at SPIR kan blive et åndehul og et afsæt.
For at kunne forberede kurset til målgruppen bedst muligt, vil du som en del af din tilmelding blive bedt om at besvare følgende spørgsmål:
1) Hvad håber du mest på at lære eller tage med dig fra SPIR?
2) Hvilken forandring drømmer du om at skabe – for dig selv eller for andre – efter kurset?
3) Hvorfor mener du (eller mener du ikke), at relationsarbejde er en vigtig del af (spejder)ledelse?
NB: Det er tilladt at deltage på SPIR flere gange, da indholdet er baseret på hvad der rør sig i tidsånden samt hvad der fylder for deltagerne såvel som stabsmedlemmerne.