Foto: Victor Selch, Paul Petersens Idrætsinstitut

Udnyt ressourcerne

En refleksionsleg om begrænsede ressourcer, prioritering og kreativ problemløsning

Formål

Legen giver spejderne en konkret forståelse af, hvordan det føles at skulle handle med begrænsede ressourcer. Gennem samarbejde, prioritering og dialog arbejder spejderne med empati, ansvar og kreativ tænkning. Aktiviteten er særligt velegnet i forbindelse med Sogneindsamlingen fra Folkekirkens Nødhjælp eller forløb om global ulighed, nødhjælp og fællesskab.

Materialer

Mængden af materialer/ressourcer er ca. antallet af scenarier som ønskes ganget med antallet af patruljer. Jo færre ressourcer jo mere kreative skal patruljen være.

Ressourcerne må gerne være forskellige i “værdi” og anvendelighed. Nogle ressourcer kan genbruges til flere scenarier hvor andre er engangsanvendelige. Det er op til patruljen selv at vurdere og argumentere for.

Forslag til materialer:

  • Plaster
  • Vandflaske
  • Reb eller snor
  • Lommekniv
  • Tæppe eller tørklæde
  • Tom dåse, kop eller beholder
  • Blyant og papir
  • Ske eller lille skål

Sådan foregår legen

  1. Stafet – fordeling af ressourcer
    • Del spejderne op i patruljer eller hold. Alle ressourcer ligger samlet et stykke væk.
    • På skift løber én spejder fra hvert hold ned og henter én ressource ad gangen.
      Fortsæt, indtil alle ressourcer er fordelt, og bunken er tom.
  2. Introduktion til scenarierne
    • Forklar spejderne, at de nu står i en situation, hvor der ikke kommer nye ressourcer.
      De skal derfor bruge det, de har – også selvom det ikke er optimalt.
  3. Scenarier og valg
    • Lederen læser ét scenarie op ad gangen (se forslag nedenfor).
      Til hvert scenarie skal patruljen:
      • vælge ét et flere materialer, de vil bruge til at løse situationen, og
      • forklare, hvorfor netop dette materiale vælges.
        Det er op til patruljen selv at vurdere om materialet kan genbruges, alt efter hvordan det er anvendt.
  4. Fortsæt, indtil ressourcerne slipper op
    Efterhånden vil patruljerne opleve, at de mangler vigtige ressourcer og må tænke mere kreativt.

Forslag til scenarier

  1. En person i gruppen er kommet til skade og bløder.
  2. I har ikke adgang til rent drikkevand resten af dagen.
  3. Det bliver koldt om natten, og I mangler ly.
  4. I skal transportere noget tungt over længere afstand.
  5. Et barn i gruppen er utrygt og bange.
  6. I skal samarbejde med nogen, der ikke taler samme sprog som jer.
  • Bonus: I kan imellem nogle af scenarierne lave "Meet-ups" for patruljerne, hvor de kan få lov til at bytte ressourcer med hinanden.

Scenarierne kan og bør tilpasses den konkrete alder og kontekst.

Refleksion

Afslut legen i en rundkreds eller i patruljerne med en fælles samtale. Brug for eksempel disse spørgsmål:

  • Hvordan føltes det at have begrænsede ressourcer?
  • Var der noget, I hurtigt kom til at mangle?
  • Hvilke valg var sværest at træffe?
  • Gjorde det nogen forskel at bytte ressourcer undervejs?
  • Hvad kan vi lære af mennesker, der lever med få ressourcer hver dag?

Kobl gerne refleksionen direkte til Folkekirkens Nødhjælps arbejde og Sogneindsamlingen:
Hvordan hjælper nødhjælp mennesker, og hvorfor gør selv små bidrag en forskel?

Variationer

  • Yngre spejdere: Kan have fordel af færre og simplere scenarier, da det giver tydeligere valg.
  • Ældre spejdere: Kan ofte håndtere mere komplekse valg, en udvidelse kan være at slutte af med, at patruljerne selv formulere scenarie til hinanden.
Lavet af
Victor Selch
Tid
15 - 60 min
Deltagere
4
30
Udviklingsområder
Følelsesmæssigt
Intellektuelt

Flere aktiviteter

Menu