
Vi har sat gang i udviklingen af det nye bæredygtighedsmærkeforløb 'Grønne spor', hvor målet er at gøre det konkret, engagerende og sjovt for spejderne at arbejde med bæredygtige valg i hverdagen.
Vi søger testgrupper
Vi søger spejdergrupper, som har lyst til at afprøve dele af forløbene og aktiviteterne i praksis, og som også har lyst til at dele deres erfaringer med os undervejs. Grønne spor-mærkeforløbet kommer efter planen til at bestå af tre mærker, målrettet henholdsvis bævere og ulve, junior og trop samt senior og rover.
Testforløbene forventes at ligge i august, september og oktober 2026, og vi tilrettelægger dem i dialog med jer, så de giver mening i jeres spejderliv.
Hvad kræver det af jer?
Vi er fleksible i forhold til, hvordan I deltager. Det vigtigste er, at I har lyst til at afprøve materialet sammen med jeres spejdere og dele jeres erfaringer med os undervejs. Det kan både være erfaringer med, hvad der fungerer godt, og hvad der kan forbedres.
Hvorfor være med?
Som testgruppe får I mulighed for at arbejde med materialet før alle andre og samtidig bidrage til at forme, hvordan Grønne spor kommer til at se ud, når det lanceres endeligt i 2027. Jeres erfaringer er med til at sikre, at forløbene bliver relevante, brugbare og meningsfulde i spejderhverdagen.
Lyder det som noget for jer?
Så hører vi meget gerne fra jer. I kan kontakte bæredygtighedskonsulent Jonas Bork Bosak på jonasbb@kfumspejderne.dk for en uforpligtende snak.