
28. februar 2026. Datoen markerer en milepæl i gruppetilmeldingen for Spejdernes Lejr.
Senest 28. februar skal gruppen nemlig have styr på:
- Gruppens tilmelding
- Evt. bestilling af rafter og brænde
- Valg af mad til gruppen de enkelte dage
Herefter lukker tilmeldingen, og det vil ikke længere være muligt at tilmelde nye grupper, ændre gruppens madvalg eller bestille rafter og brænde. Gruppen kan dog justere sit deltagerantal, hvis det bliver nødvendigt, men der gælder både andre priser og betingelser efter 28. februar.
Fra 1. marts stiger deltagerprisen fra 2.475 kroner til 2.600 kroner, ligesom gruppen bliver opkrævet 25% af deltagerprisen ved afmelding af en deltager.
Nederst i artiklen finder du alle relevante deadlines, betalingsbetingelser og priser for deltagere frem mod lejren.
Det store arbejde begynder nu
Selvom der stadig er lang tid til lejren, så er lejrens mere end 1.000 frivillige allerede i fuld gang med at planlægge lejren. Derfor er gruppetilmeldingen også vigtig at få i hus her med udgangen af februar.
Når gruppernes tilmeldinger er landet, kan de frivillige, som er ansvarlige for lejrpladser, begynde deres arbejde med at fordele lejrpladser i de fire underlejre: Havet, Skoven, Landet og Byen.
Derfor er det vigtigt, at gruppens tilmelding er så retvisende som muligt pr. 28. februar. På den måde er gruppen sikret en lejrplads, som passer til gruppens antal.
Få hjælp til gruppens tilmelding
Har du brug for hjælp til gruppens tilmelding, sidder lejrens frivillige klar til at hjælpe dig. Du kan skrive til info@sl2026.dk. De arbejder på højtryk for tiden for at hjælpe grupperne godt igennem deres tilmeldinger.
Vil du hellere snakke med informationscenterets frivillige, sidder de klar på telefonen hver onsdag fra 19.30 til 20.30 på 6089 2026.
Se, hvad der sker efter 28. februar 2026
Gruppetilmeldingen lukker 28. februar kl. 23.59, men gruppen har stadig mulighed for at justere deltagerantallet. Du kan se overblikket her.
Fra 1. marts 2026
- Tilmelding for nye grupper er lukket. Lejrpladsfordeling begynder.
- Valg af mad for gruppen er lukket.
- Bestilling af brænde og rafter er lukket. Nåletræsbrænde er inkluderet i prisen.
- Deltagerprisen stiger fra 2.475 kr. til 2.600 kr.
- Der opkræves 25% af deltagerprisen for at afmelde en deltager.
- Fakturering af grupperne begynder.
Fra 1. april 2026
- Der opkræves 50% af deltagerprisen for at afmelde en deltager.
- Fakturering af gruppens eventuelle ændringer i marts og april sker i start maj.
Fra 1. juli
- Der opkræves 100% af deltagerprisen for at afmelde en deltager.
- Fakturering af gruppens eventuelle ændringer i maj og juni sker i start juli.
Vær opmærksom på, at deltagertilmeldingen er personlig. Afmelder gruppen en deltager og tilmelder en anden, koster det altså et afmeldingsgebyr + en ny deltagerpris.
Har du spørgsmål, kan du altid skrive til info@sl2026.dk.