
Har du lyst til at være med helt tæt på, når KFUM-Spejdernes landsmøde bliver planlagt og afviklet? Har du mod på ansvar, fællesskab og samarbejde – og vil du være en del af en tydelig kerne, der får landsmødets hjul til at dreje rundt?
Vi søger frivillige til landsmødepatruljen – en engageret gruppe, som sammen udgør rygraden i planlægningen af det kommende landsmøde. Som medlem af patruljen bliver du en del af et stærkt fællesskab, kendetegnet ved lilla spejdertørklæder og lysten til at skabe gode rammer for demokrati, debat og spejderliv.
Landsmødet er KFUM-Spejdernes øverste myndighed og et centralt demokratisk samlingspunkt. Her mødes spejdere fra hele landet for at drøfte, beslutte og sætte retning for korpsets fremtid. Landsmødepatruljen spiller en afgørende rolle i at sikre, at landsmødet bliver trygt, velforberedt og velfungerende for alle deltagere.
Landsmødepatruljen
Meld dig som medlem af landsmødepatruljen, hvis du kan se dig selv bidrage til en eller noget af følgende områder:
- Program og workshops: At bidrage til planlægning af både det demokratiske program og andet indhold, så der er balance mellem beslutninger, dialog, inspiration og fællesskab.
- Deltageroplevelse: At bidrage til at deltagerne får en god oplevelse gennem tilmelding, indtjekning, overnatning, transport og alt det, som giver en god landsmødeoplevelse.
- Kommunikation og IT: At hjælpe med intern og ekstern kommunikation før, under og efter landsmødet, så information er tydelig og let tilgængelig og vores IT under mødet forstås af brugeren.
Hvem kan være med?
Alle medlemmer af KFUM-Spejderne fra 15 år og opefter kan melde sig til landsmødepatruljen. Du behøver ikke have været til landsmøde før eller have erfaring med lignende opgaver. Det vigtigste er, at du har lyst til at tage ansvar, samarbejde og være en del af et forpligtende fællesskab.
Sådan melder du dig
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive til Frederikke Møller Helvad på fmh@kfumspejderne.dk.
Vi glæder os til at samle landsmødepatruljen og skabe et stærkt landsmøde sammen.