
Her i supportgruppen er vi utroligt stolte af at se den store succes, det nye gruppesite har fået. Vi har allerede hjulpet mere end 60 grupper med en succesfuld flytning, siden vi lancerede gruppesite i september på Landstræf 2025. Men vi vil naturligvis gerne have alle med, inden det gamle gruppesite lukkes ned i løbet af 2026.
Men hvorfor skal I vælge at migrere til det nye gruppesite eller overhovedet få et gruppesite i første omgang?
Det nye gruppesite
Det nye gruppesite har et professionelt design, der matcher udtrykket på KFUM-Spejdernes nationale website, og som samtidig er enkel at redigere, så I kan sætte jeres eget præg.
Gruppesite introducerer også en række nye funktioner, herunder kort over spejderhyttens placering og forbedret automatisk integration med Medlemsservice, så kontaktoplysninger og kalender altid er opdateret.
Siden vil også være i bedre kvalitet på mobiltelefoner, så det er let at bruge den, uanset om man tilgår den fra computer eller telefon.
Kursus og webinar i gruppesite
Vil du gerne i gang med det nye gruppesite, men synes det virker uoverskueligt? Så har du mulighed for at komme med enten på vores webinar d.19 januar eller på vores Linjen Ud-kursus. Her vil vi fra supportgruppen give en grundig introduktion til det nye site, vise dig de vigtigste funktioner og besvare alle de spørgsmål, du måtte have.