Projektet ’Sammen om fritid’ giver flere redskaber til at inkludere mennesker med usynligt handicap

I en ny behovsafdækning har mere end 2.600 personer delt deres oplevelser og erfaringer med inklusion i fritidslivet.

Projekt Sammen om fritid har undersøgt, hvordan mennesker med usynlige handicap og aktivitetsansvarlige (herunder spejderledere) i foreninger oplever inklusion i fritidslivet.

Undersøgelsen viser, at 88 % af de aktivitetsansvarlige (spejderledere, trænere, instruktører, undervisere, koordinatorer og arrangører i fritidslivet) ved eller tror, der er deltagere med usynlige handicap i deres fritidstilbud. Det er dog kun 23 %, der føler sig fuldstændig rustet til at inkludere mennesker med usynlige handicap i deres fritidstilbud.

For mange af de adspurgte bygger oplevelsen af at være klædt på på personlige erfaringer frem for et inklusionsfokus i foreningen, og der er et ønske om viden og redskaber til at inkludere flere:

Jeg kunne ønske, at vi blev klædt godt på, så vi kan gøre det godt for disse mennesker og få de nødvendige redskaber og støtte. – Aktivitetsansvarlig

Behovsafdækningen viser, at mange aktivitetsansvarlige har et ønske om at inkludere, men også en bekymring for, om de har nok ressourcer og kompetencer til opgaven. Flere peger på, at det kræver, at foreningen prioriterer arbejdet med inklusion, og at der i højere grad er fokus på bedre kommunikation om handicap og behov, flere kompetencer til de aktivitetsansvarlige og større fokus på sammen at skabe en inkluderende kultur i fritidstilbuddene.

Ikke en del af holdet

Undersøgelsen viser, at langt de fleste mennesker med usynlige handicap ønsker at være en del af fritidslivet, men de føler sig ofte ikke som en del af holdet.

86 % af dem, der ikke går til noget, siger, at de ville – eller måske ville – ønske, at de var en del af en fritidsaktivitet. Men der er behov for mere inklusion. For de mennesker med usynlige handicap, som ikke længere går til noget, peger hver tredje på, at de enten ikke følte sig som en del af holdet eller ikke følte sig gode nok.

Resultaterne viser, at mange mennesker med usynlige handicap oplever, at rammerne kan være for snævre – fx når der ikke er plads til pauser, justeringer eller mere tid til at forstå aktiviteter.

Jeg kunne håbe på, man ikke allerede tidligt bliver niveaudelt efter evner. Til fodbold kom jeg til at spille på hold med de små, fordi jeg ikke havde luft og energi nok til at være på holdet med de bedre, og dem jeg gerne ville have spillet sammen med. – Menneske med usynligt handicap

Små justeringer gør en stor forskel

Et af de tydelige budskaber fra undersøgelsen er, at inklusion ikke nødvendigvis kræver uoverskuelige forandringer – men små, fleksible justeringer, der gør det lettere at deltage.

Det gør en stor forskel med en løsningsorienteret træner som med ganske få ændringer hurtigt kan erstatte en øvelse med en anden. – Aktivitetsansvarlig

For mange handler det om tryghed og forudsigelighed. Klare rammer, tydelig kommunikation og plads til individuelle behov kan være afgørende for, om man får lyst til at møde op igen næste gang.

Solsikken skaber tryghed i fritidslivet

Kendskabet til Solsikke-symbolet – der signalerer forståelse og hensyn over for mennesker med usynlige handicap – er stort i fritidslivet. 92 % af de aktivitetsansvarlige har set Solsikke-symbolet før, og 90 % ved, hvad det betyder.

For mennesker med usynlige handicap kan skiltning med Solsikke-symbolet gøre en forskel og i højere grad skabe tryghed. Blandt de fleste i målgrupperne af mennesker med usynlige handicap svarer 90%, at det gør dem mere trygge, når en organisation viser Solsikken.

Et fælles ansvar for at skabe plads til alle

Behovsafdækningen viser, at både mennesker med usynlige handicap og aktivitetsansvarlige ønsker det samme: Et fritidsliv, hvor der er plads til forskellighed, tydelige rammer og fællesskaber, der favner flere. Og det er dét Sammen om fritid arbejder for gennem udvikling af nye værktøjer til grupper og foreninger.

Fra 1. maj 2026 bliver værktøjerne lanceret på en gratis online platform (sammenomfritid.dk), der skal give inspiration og redskaber samt mulighed for at søge midler til lokale initiativer.

Læs hele behovsafdækningen og få indsigt i, hvordan fritidslivet kan blive mere åbent og trygt for mennesker med usynlige handicap.

Sammen om fritid

Sammen om fritid er et samarbejde mellem Spejderne, Videnscenter om handicap, DGI og Landsforeningen Bifrost.

I samarbejdet arbejdes der for at skabe mere inkluderende fritidsfællesskaber for mennesker med usynlige handicap.

Dette gøres over tre år med støtte fra Østifterne og TrygFonden, hvor der udvikles nye værktøjer, der gør det lettere for foreninger og aktivitetsansvarlige at skabe inkluderende fritidsfællesskaber.

Læs også

Menu