
Hvordan sikrer vi som spejdergruppe et trygt og godt fællesskab for både børn og voksne? Det spørgsmål har Læborg Gruppe arbejdet aktivt med gennem det nye online samværskursus: Trivsel og tryghed i spejdergruppen, som alle medlemmer over 15 år skal igennem. Vi har talt med gruppelederen Dorte Bay Lastein om gruppens erfaringer – og hvordan kurset både åbnede for vigtige samtaler og skabte et fælles udgangspunkt for snakken om samværsregler.
Fælles udgangspunkt og åben snak
I Læborg Gruppe valgte man at tage kurset i fællesskab, umiddelbart efter et spejdermøde. Det blev en session på halvanden time, hvor hele ledergruppen deltog. Kurset blev vist på storskærm, hvor alle kunne følge med.
”Formatet fungerede rigtig godt. Det gav mulighed for både fælles refleksion og konkrete snakke om vores egne erfaringer,” fortæller gruppelederen.
Særligt det, at kurset tager fat i realistiske og genkendelige situationer, blev fremhævet som en stor styrke. Det gjorde det lettere at tale åbent om de udfordringer og dilemmaer, der kan opstå i arbejdet med børn og unge.
Svære samtaler kræver en tryg ramme
Under kurset blev der taget hul på emner, som ikke altid er lette at tale om – blandt andet grænser, ubehagelige situationer, og hvordan man håndterer dem i praksis. Det kræver mod at åbne for den slags samtaler, og som gruppeleder havde Dorte på forhånd gjort sig overvejelser om, hvordan snakken kunne foregå på en god måde.
“Jeg var opmærksom på at skabe en tryg stemning og holde snakken i en god tone. Det var vigtigt, at ingen følte sig udstillet, og at vi kunne tale åbent og ærligt,” fortæller hun.
Samtalerne kom hurtigt tæt på gruppens egne erfaringer. Kurset fungerede som en fælles referenceramme, der gjorde det lettere at tale om følsomme situationer.
Det handler om at skabe de bedste betingelser for godt – og bedre – spejderarbejde.
Et værktøj til gruppelederen – og gruppen
Som gruppeleder oplevede Dorte kurset som et godt redskab til både at skærpe opmærksomheden på samvær og til at styrke ledergruppen:
“Det skærper virkelig blikket for, hvordan vi omgås børnene – og hinanden. Det er meget vigtigt. Det handler om at skabe de bedste betingelser for godt – og bedre – spejderarbejde.”
En konkret ændring, der er blevet indført i gruppen efter kurset, er, at gruppelederen nu deltager i alle online-samtaler mellem ledere og spejdere, så ingen voksne er alene i et lukket forum med et eller flere børn.
Anbefaling til andre grupper
Selvom kurset skal gennemføres af den enkelte, online via medlemsservice, mener Dorte, at det kan være en god idé at kigge på kurset sammen, da det giver et godt udgangspunkt for snak om samvær og samværsregler i gruppen. Nogen vil hurtigt klikke sig igennem kurset, men ved at kigge på det i fællesskab, åbner det for nye og andre snakke.