
Nu kan du få det overordnede overblik over, hvordan de forskellige dage på lejren kommer til at foregå, og hvad der sker på de store linjer, da ugeprogrammet for lejren er ved at være klar.
Er du nysgerrig på, hvornår lejrens natløb afholdes, hvornår borgmesterdagen, underlejrdagene eller spejderdagen afholdes, så kan du se det i det nedenstående ugeprogram.

Nedenfor kan du finde en uddybning af de forskellige aktiviteter på dagene.
Lejrbål
Her samles alle deltagere og gæster ved den store scene til et åbnings- og afslutningslejrbål ved foden af Skibakken. Her vil store som små være forrygende underholdt i de timer, som showet varer. Til afslutningsbålet vil hele herligheden afsluttes med et spændende musikindslag i lejrbålsstemningens ånd.
Aktiviteter
Hver dag vil der være sjove og udfordrende aktiviteter planlagt både formiddag og eftermiddag. Nogle vil kræve forudgående tilmelding, og dem kan du læse mere om i aktivitetskataloget, som udkommer i starten af 2026. Andre aktiviteter er drop-in aktiviteter, hvor spejdere såvel som gæster kan prøve uden forudgående tilmelding. I alt forventes der at være omkring 300 forskellige aktiviteter i løbet af lejren med tilsammen 800.000 aktivitetstimer.
Underlejrdage
En hel dag dedikeret til fællesskab og samarbejde i hver underlejr. I år har vi fire underlejre (Havet, Byen, Skoven og Landet) og i modsætning til tidligere lejre, så foregår dagen i og tæt ved selve underlejren for at minimere transporten og maksimere tiden sammen. Aktiviteten på Underlejrdagen bliver delt op i aldersgrupperne 8-11 og 12-17 år, og aktiviteten har fået en milliondonation fra Spar Nord Fonden. Den kan du læse mere om her.
Borgmesterdagen
Tirsdag inviteres alle landets borgmestre og kommunalpolitikere til at besøge spejdergrupper fra deres kommune på lejren. Det gør vi for at styrke den positive dialog med lokale politikere og for at vise dem, hvad spejderlivet også er.
Natløb
Ingen lejr uden minimum ét natløb. På dette års lejr kommer Go’Nat løbet til at blive afholdt mandag og torsdag fra 19-22. Go'Nat er en fangeleg, hvor deltagerne skal snige og navigere sig selvstændigt fra post til post uden at blive fanget undervejs. Hver post er bemandet af et Adventurespejdløb, så deltagerne samtidigt bliver introduceret til alle de forskellige løb, der findes rundt om i landet.
Spejdermødet og Tænketimen
Midt på ugen sætter vi fokus på demokrati, samfund og fællesskab. Klassiske spejderaktiviteter kombineres med sjove, tankevækkende og involverende oplevelser, der gør det nemt at forstå og svært at glemme, hvad hverdagsdemokrati egentlig er. Alt sammen bundet sammen af spejdermetoden og spejderloven, hvor børn leder børn, og alle får en plads ved bordet.
I forlængelse heraf ligger også Tænketimen. En dedikeret time, hvor alle gearer ned og reflekterer over lejrens tema ‘Alle ind i fællesskaber’ samt egne oplevelser.
International dag
Torsdag er "international dag" - det almindelige program bliver ikke ryddet, men der bliver særlig fokus på det internationale spejderarbejde i løbet af dagen, og vi slutter aftenen af med et internationalt lejrbål på den store scene. Hver underlejr vil desuden have deres egne internationale aktiviteter for at markere dagen.
Særlige events
Derudover har lejren en række særlige events med indhold, som har fokus på en bestemt målgruppe og/eller tema. Det drejer sig blandt andet om en gudstjeneste søndag eftermiddag, et frivilligevent og et internationalt event (torsdag), et ungeevent (tirsdag aften) og et børneevent (lørdag formiddag). Flere informationer om ovenstående events kan løbende fås på www.spejderneslejr.dk.
Du kan læse mere om aktiviteterne på lejren her.