
Hvordan skaber vi kvalitet i spejderarbejdet? Det er dét, vi skal arbejde med, når der er landstræf på Houens Odde den 5.-7. september. Ud fra temaet Spejdermetoden - tag dit spejderarbejde til næste niveau vil weekenden være spækket med aktiviteter, der vil give dig inspiration, ny energi og konkrete ideer, du kan tage med dig hjem til din gruppe.
Programmet byder bl.a. på:
- Spejderløb
- Workshops
- Lejrbål
- Gudstjeneste
- Fællessang
- Besøg af Godthåb Revyen
Og meget, meget mere…
Weekendens aktiviteter
Weekenden er delt op i tre aktivitetsperioder: lørdag formiddag, lørdag eftermiddag og søndag formiddag.
Lørdag formiddag står den på adventureløb, hvor I selv bestemmer rute, sværhedsgrad og tempo. Alle poster tager naturligvis udgangspunkt i Spejdermetoden. Læs mere om adventureløb.
Lørdag eftermiddag er der workshops med perspektiv på programmet. Nogle workshops kræver tilmelding - det kan du gøre, når du tjekker ind på Landstræf 2025. Du kan finde alle workshops her.
Søndag formiddag handler det om spejdermødet. I aktiviteten Cirklen Rundt: Spejdermøder med mening arbejder I med, hvordan man planlægger det gode spejdermøde helt fra bunden. Læs mere om søndag formiddag her.
Spejderpasset
Når du ankommer til Houens Odde, får du udleveret et spejderpas. Passet bliver din personlige guide hele weekenden, og med det i lommen kan du følge med i, hvilke af de otte principper i spejdermetoden, du møder på din vej.
Inden du tager hjem fra landstræf, får du naturligvis et mærke for din deltagelse - denne gang i tørklæderødt.
Vidste du, at din gruppe kan få tilskud til landstræf?
Da Landstræf 2025 er et kursus, har man i de fleste kommuner mulighed for at søge om tilskud. Efter landstræf får du tilsendt et kursusbevis, du kan bruge til ansøgningen om tilskud i din hjemkommune.
Mange kommuner giver også tilskud til leje af hytte eller lejrplads. Efter landstræf vil din gruppe derfor også få en opgørelse over udgifter, så det er let at søge tilskud.
Har du spørgsmål, kan du kontakte korpskontoret på info@kfumspejderne.dk.