Open Call: Bliv en del af WOSMs europæiske frivilligteam 2025-2028

Brænder du for spejderarbejde og vil du gøre en forskel på tværs af landegrænser? Så er muligheden her nu!

Logoet for WOSM (World Organization of the Scout Movement)
Foto: WOSM

European Scout Region søger engagerede frivillige til deres Volunteer Pool, som i løbet af de næste tre år vil arbejde med internationale spejderprojekter sammen med spejdere fra hele Europa – og lidt til.

Hvem kan ansøge?

Alle spejdere over 18 år kan ansøge – både med og uden international erfaring. Det vigtigste er, at du har lyst til at samarbejde, lære nyt og bidrage til spejderbevægelsen i Europa.

Hvad laver en regional frivillig egentlig?

Kort sagt: mange forskellige ting! De regionale frivillige arbejder med at gennemføre Regional Scout Plan 2025–2028, og derfor spænder opgaverne bredt.

Uanset om du har lang erfaring eller blot er nysgerrig og motiveret, er der højst sandsynligt et område, der passer til dig. Som frivillig arbejder du primært i små, digitale teams – med mulighed for fysiske møder indimellem.

Eksempler på arbejdsområder inkluderer:

  • Planlægning af World Scouting-events i Europa
  • Udvikling af god praksis for frivilligledelse
  • Projekter inden for bæredygtighed og miljø
  • Innovation af spejdermetoden og pædagogik
  • Repræsentation af WOSM udadtil
  • Støtte til vækst og medlemsudvikling i europæisk spejderarbejde

Der findes forskellige frivilligroller – med varierende ansvar og involvering:

  • Koordinator – En mere strategisk rolle, hvor du støtter flere teams inden for et større område, rekrutterer, planlægger og samarbejder tæt med både teamledere og WSB’s medarbejdere i Europa.
  • Teamleder – Du har det koordinerende ansvar for teamets arbejde og udvikling, afholder møder og er bindeled til resten af regionen.
  • Teammedlem – Du arbejder i et lille team (typisk 4–6 personer) med fokus på fx bæredygtighed, programudvikling, vækst eller eksterne relationer. Du kan bidrage til events, udvikling af værktøjer, online workshops og meget mere.

Alle roller bidrager direkte til gennemførelsen af Regional Scout Plan 2025–2028

Hvorfor blive frivillig i European Scout Region?

  • Global indflydelse – Form fremtiden for spejderarbejdet i Europa og globalt
  • Udvikling – Lær om ledelse, kommunikation og projektstyring i praksis
  • Netværk – Mød og samarbejd med engagerede spejdere fra hele Europa
  • Personlig vækst – Udfordr dig selv og få unikke erfaringer
  • Reelle resultater – Vær med til at føre den fælles europæiske spejderstrategi ud i livet
  • Alle udgifter i forbindelse med dit frivillige arbejde bliver dækket af regionen – så det eneste, du investerer, er din tid og dit engagement.

Sådan fungerer ansøgningsprocessen

Fase 1: Vis din interesse

Deadline: 13. august 2025 kl. 23:59 CEST

I denne første fase udfylder du en indledende ansøgningsformular. Formularen hjælper med at finde en alsidig og motiveret gruppe kandidater, som er klar til at støtte prioriteringerne i Regional Scout Plan og andre strategiske dokumenter godkendt af European Scout Conference.

Bliver du udvalgt, inviteres du til fase 2.

Fase 2: Matching med teams og projekter

September 2025

Udvalgte kandidater bliver i denne fase bedt om at give flere oplysninger og søge specifikt til teams, arbejdsgrupper eller projekter. De endelige beslutninger om team-sammensætning offentliggøres senere.

Sådan ansøger du

  1. Udfyld interesseformaleren online her.
  2. Vedhæft endorsement letter fra Danmarks International Comissioner. Skriv i god tid til wosmic@scouts.dk for at få det, for det er et krav for din ansøgning.

Har du spørgsmål?

Kontakt KFUM-Spejdernes Vice-IC Richard Bjerregaard på richard@bjerregaard.net.

Læs også

Menu