KFUM-Spejderne har fået ny næstforperson

⚜️ Kirstine Svansø Iversen er ny næstforperson i en af landets yngste hovedbestyrelser.

KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse 2024-2026
Foto af Ole Thye Gram

Kirstine har allerede været en engageret og aktiv del af bestyrelsesarbejdet siden 2022, hvor hun i den første periode ledte patruljen, der arbejdede med opdateringen af KFUM-Spejdernes formål og arbejdsform. Nu tager hun skridtet videre og træder ind i ledelsen sammen med forperson Tobias Simonsen.

Sammen udgør de et stærkt makkerpar med et fælles mål om at udvikle og styrke spejderbevægelsen i Danmark. Deres samarbejde bygger på både erfaring og visioner for fremtidens KFUM-Spejdere, og de er klar til at tage næste skridt i arbejdet med at gøre spejderbevægelsen endnu mere relevant og attraktiv for børn og unge.

Foto af Ole Thye Gram

Jeg oplever bestyrelsesarbejdet som meget meningsfuldt, og er glad for at være med til at understøtte mulighederne og rammerne for, at børn og unge uge efter uge får gode spejderoplevelser. Jeg glæder mig til fortsat at arbejde med vores strategi, og hvordan vi som  spejderbevægelse kan blive endnu bedre til at rykke verden med vilje,'' siger Kirstine Svansø Iversen.

Kirstine har været spejder, siden hun var seks år gammel, og har været både leder, gruppeleder og kasserer i sin lokale gruppe. Derudover har hun som spejder også deltaget som ungdomsdelegeret til en række nationale og internationale arrangementer og på korpsniveau været forperson for en arbejdsgruppe, der arbejdede med ungeinddragelse. Til daglig arbejder Kirstine som folkeskolelærer men fra starten af juni, starter hun nyt job som hun udviklingskonsulent hos KFUM og KFUK i Danmark.

Kirstine skal stå i spidsen for en af de yngste hovedbestyrelser i Danmark med en gennemsnitsalder på 31 år. Til sammenligning er gennemsnitsalderen i KFUM og KFUK 32,2 år.

Stort tak til Dorthe Mølvig

💚 Samtidig vil vi rette en varm tak til Dorthe Mølvig for hendes store indsats som næstforperson. Dorthe har været en central del af ledelsen og har i tæt parløb med Tobias været med til at sætte retning og skabe resultater for KFUM-Spejderne.

Dorthe fortsætter heldigvis som menigt medlem af hovedbestyrelsen, men træder ud af næstforpersonrollen for at hellige sig sin nye opgave som forperson for Friluftsrådet. Vi ønsker Dorthe stort tillykke med den nye rolle og takker hende for hendes engagement og lederskab i KFUM-Spejderne. 🙏🏼

Dorthe Mølvig går af som næstforperson
Foto af Peter Lentz

Aldersfordeling i KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse

  • Gennemsnitsalder: 31 år
  • Fem medlemmer (over halvdelen) under 30 år
  • Tre medlemmer er 25 år eller derunder
  • Forperson og næstforperson er gennemsnitligt 29,5 år

Læs også

Menu