
Vi søger engagerede medlemmer til den nyoprettede arbejdsgruppe for arbejdsprogram. Som aktivitetsudvikler, formidler eller projektleder – eller en kombination af rollerne – bliver du en del af et dynamisk team, der sætter retningen for KFUM-Spejdernes arbejdsprogram. Her får du muligheden for at skabe rammerne for gode spejdermøder og arbejde for at udbrede kendskabet til og anvendelsen af vores arbejdsprogram og mærker.
Det leder vi efter
Din baggrund er ikke afgørende, men vi forestiller os, at du har et godt kendskab til KFUM-Spejdernes arbejdsprogram og mærker eller gerne vil sætte dig ind i det. Måske har du mange års erfaring som leder. Eller måske er du lige hjemvendt fra kursus, og har en masse ideer, du gerne vil arbejde videre på. Uanset, så vil vi meget gerne høre fra dig!
Kreativ aktivitetsudvikler
Det skal være endnu lettere for ledere, at finde gode aktiviteter til det næste spejdermøde eller mærkeforløb. Derfor skal endnu flere Paletten-mærker sættes under mærkeluppen, og til den opgave søger vi aktivitetsudviklere. Den konkrete rolle kan tilpasses, men som udgangspunkt forestiller vi os, at arbejdsopgaven består i at:
- Udarbejde konkrete beskrivelser af mærkeforløb til gavn for ledere
- Sparring med øvrige medlemmer af udvalget om beskrivelser af mærkeforløb
Skarp formidler
Vores mål er, at flere ledere skal kende arbejdsprogrammet, tankerne bag og værktøjerne til at skabe gode spejdermøder. Derfor søger vi dig, der godt kan lide at formidle - måske også på kreative og anderledes måder. Du vil gerne udfordre dig selv til at finde 117 forskellige måder at forklare Paletten på. Du kunne godt tænke dig at deltage i diverse spejderarrangementer for at fortælle om eller demonstrere arbejdsprogrammet. Den konkrete rolle kan tilpasses, men som udgangspunkt forestiller vi os, at arbejdsopgaven består i at bistå arbejdsgruppens arbejde ved at:
- Udbrede kendskabet til aktivitetsdatabasen
- Udvikle og facilitere kurser og inspirationsoplæg til ledere i brug af arbejdsprogrammet
- Være med til at udvikle skabeloner til aktivitetsbeskrivelser
- Bidrage med de gode historier om arbejdsprogrammet til KFUM-Spejdernes forskellige medier
Overbliksstærk projektleder
Med ønsket om et opdateret og spændende arbejdsprogram er der behov for en løbende gennemgang af mærkerne. Til denne opgave søger vi en projektleder, der kan samle trådene. Den konkrete rolle kan tilpasses, men som udgangspunkt forestiller vi os, at arbejdsopgaven består i at:
- Indsamle inputs om mærkerne fra lokale mærke-tester-grupper
- Være bindeleddet mellem lokale grupper og arbejdsgruppen
- Holde overblikket over gennemgangsprocessen
- Samle inputs og være med til at gøre dem til færdige anbefalinger og implementere dem i arbejdsprogrammet
Sådan bliver du en del af gruppen
Lyder en af de tre roller (eller en blanding af dem) som noget for dig, så skriv til Lukas Lundbye og Martha Skov Burup på arbejdsprogram@kfumspejderne.dk. Det kan også være, at du har nogle spørgsmål til, hvad det vil sige at sidde med i arbejdsgruppen - uanset hvad glæder vi os til at høre fra dig.