Piktogrammer

Det kan være rart med overblik over dagens møde - både for ledere og spejderne. Brug piktogrammer til at udarbejde et visuelt program.

Foto af Foto af Christina Gottlieb Holm

For at synliggøre dagens program eller lejrens aktiviteter, kan du med fordel bruge piktogrammer med spejdersymboler. Piktogrammerne gør det lettere for både spejdere og ledere at få et hurtigt overblik over dagens forløb. De kan være særligt hjælpsomme for spejdere, der trives bedst med visuel planlægning. Ved at bruge symboler for fx lejrbål, madlavning, pionering eller løb bliver programmet mere intuitivt og letforståeligt. Du kan downloade og printe dem her. (Linket virker ikke )

Hvad er piktogrammer?

Piktogrammer er billeder, som kan bruges til at synliggøre for spejderne, hvad programmet er for spejdermødet eller lejren. Billederne viser de forskellige programpunkter som f.eks. lave bål, tage mærke eller fælles afslutning. Piktogrammer bruges til at skabe en god struktur, som er synlig for deltagerne. Piktogrammerne kan bidrage til mere ro omkring spejdermødet samt færre konflikter, da alle ved, hvad der skal ske. Spejderne kan desuden selv afklare uenigheder om dagens program, da de alle ved, hvor de kan finde dagens aktiviteter.

Hvordan kommer jeg i gang med at bruge piktogrammer?

  • Bliv enig med dine lederkollegaer om, at I skal afprøve piktogrammer - det har størst effekt, hvis I alle bruger det i enheden. 
  • Print spejderpiktogrammer (og lamminer dem gerne for at forlænge holdbarheden). 
  • Find en overflade, hvor du kan sætte dem op. Nogle spejdergrupper har brugt en tavle og magneter, som kan bruges både inde og ude.  
  • Spring ud i det! Afprøv, hvad der virker hos jer.

Tip: Du kan også bruge piktogrammerne i det mødeprogram, du sender ud til spejderne, når sæsonen begynder.

Læs også

Menu