Mange spejdergrupper er i gang med at lægge planer og udarbejde årshjul for det kommende spejderår. Det er en rigtig god idé og skaber overblik. På landsplan i KFUM-Spejderne afholdes der også rigtig mange spændende ting i det kommende år. Her er fremhævet et par af dem, som måske også kan få en plads i gruppens kalender.
Spejderaften i Eventyrsport
Maj og november. I år begyndte en ny tradition i samarbejdet med Eventyrsport. Her får ledere, spejdere og forældre mulighed for at handle i Eventyrsport på særlige spejderaftener, hvor de holder åbent efter normal lukketid. Eventyrsport tilbyder vejledning, oplæg og gode rabatter. Der lægges også op til, at man kan benytte aftenerne til at holde spejdermøde i en butik. I 2025 holder Eventyrsport særligt aftenåbent for spejdere den første tirsdag i maj (6/5) og den første tirsdag i november (6/11).
Spejder for en dag – og gerne længere
August. Spejder for en dag er et arrangement, hvor spejdergruppen inviterer lokalsamfundets børn – og voksne, til en dag fuld af aktiviteter, gode snakke og hygge. Formålet med dagen er at tiltrække nye medlemmer, der har lyst til at være med. KFUM-Spejderne vil lave landsdækkende reklame for arrangementet, og det bliver en lørdag eller søndag i den sidste weekend i august. Detaljeret materiale kan hentes på spejdertrykken.dk.
Landstræf 2025
September. Her kan I godt sætte et stort kryds i kalenderen i den første weekend i september, hvor vi igen mødes til en fantastisk weekend på Houens Odde. Planlægningen er allerede i fuld gang, og I kan glæde jer til sjove aktiviteter, masser af læring, musik, inspirerende samtaler, fællessang, lejrbål, café og alt, hvad der hører til et landstræf.
Det kan anbefales at sætte landstræf på gruppens budget, fordi det er en oplagt mulighed for at pleje lederfællesskabet, få masser af inspiration og møde andre spejdervenner. Landstræf er også et kursus, hvor deltagerne får kursusbevis og et flot mærke, når de drager hjem om søndagen. Følg gerne med på landstræf.dk, hvor der fra nu og frem til september løbende kommer mere og mere nyttig information. Tilmeldingen åbner i februar. Landstræf 2025 afholdes den 5.-7. september.
Man kan også altid orientere sig omkring de mange forskellige aktiviteter i korpsets kalender og følge med i nyhedsbreve, på Facebook og Instagram.
Rigtigt godt nyt spejderår med endnu flere inspirerende og spændende oplevelser.💚