Vi leder efter engagerede unge, der har lyst til at repræsentere Spejderne på Folkemødet, men som ikke nødvendigvis er demokratisk trænet på forhånd. Dog må de gerne være bekendt med Spejdernes værdier, formål og projekter. Der opfordres til at sikre en god fordeling af køn, diversitet og aldersgrupper for at skabe en inklusiv og repræsentativ deltagergruppe.
Repræsentanterne tilbydes at deltage på en workshop rettet mod spejdere, der har til formål at udvikle deres:
- Mod til at turde stå ved egne idéer og holdninger, samtidig med at de kan udtrykke dem klart og omsætte dem til handling.
- Lyst til at bidrage til forandring for de sager eller personer, de tror på.
- Mod til at overkomme frygt og tvivl, og i stedet finde styrken til at tro på sig selv og kæmpe for det, de tror på.
- Lyst til at være demokratiske ambassadører, forbilleder og inspiratorer for andre unge, både i og udenfor spejderbevægelsen.
- Forståelse for og lyst til at engagere sig endnu mere i det demokratiske samfund – med et udvidet netværk.
Workshoppen vil foregå søndag den 7. april mellem 12-16 i Ungdommens Demokratihus, København.
Efter workshoppen forventes det, at repræsentanterne har mod på at deltage i debatter, gå i dialog med politikere og meningsdannere, møde potentielle samarbejdspartnere og styrke deres netværkskompetencer på Folkemødet
Repræsentanterne skal have lyst til at blive bedre til:
- At formidle inspirerende historier om spejderlivet, dets værdier og de sager, spejderne brænder for.
- At udvikle deres demokratiske stemme, forbedre kommunikationsfærdigheder og lytte aktivt til meningsdannere med forskellige synspunkter.
- At tage ordet, deltage aktivt i debatter og reagere hurtigt i spontane situationer.
Spejderne dækker omkostningerne til måltider fredag og lørdag under Folkemødet, men transport og overnatning bedes du selv sørge for.