Herlufmagle gruppe på Sjælland havde længe drømt om en tilbygning med et semi-industrikøkken og nye toiletfaciliteter, herunder et handicapvenligt et af slagsen.
Næstved Kommune, som gruppen ligger i lavede for et par år siden en stor ønskerunde blandt kommunens foreninger, der kunne komme med konkrete ønsker til forbedringer af deres faciliteter. De ønsker kigger kommunen på, hvis der er ubrugte anlægsmidler i budgettet, som kan komme foreningerne til gode.
For kort frist førte til nej
I august 2023 blev gruppen derfor spurgt, om ønsket om tilbygningen stadig var aktuelt – og om det var muligt at realisere projektet i 2023, hvis de fik et tilskud. Men da projektet var budgetteret til ca. 1,5 millioner kroner, måtte gruppen svare tak, men nej tak. Det var ikke realistisk, at de fik fundraiset resten af pengene OG gennemført projektet inden udgangen af året, fortæller gruppeleder Jesper Juul Nielsen.
”Lidt kækt vendte vi tilbage med, at vi ikke kunne bruge et tilskud til noget – men hvis de kunne komme med det fulde beløb, var der en chance for, at vi kunne nå det”.
Det kølige svar gav bonus. Inden for to uger vendte kommunen tilbage med det fulde beløb.
”Og da kommunen vendte retur og spurgte, om det var muligt for os at realisere projektet, hvis vi fik det fulde beløb, kunne vi jo ikke tillade os at sige nej”, fortæller Jesper Juul Nielsen.
Opdatering af projektet
Herefter gik gruppens kasserer, der til daglig arbejder som byggeleder og har båret en meget stor del af projektet, i gang med at gentegne projektet, da gruppens behov havde ændret sig lidt siden ønsket var sendt til kommunen.
Den nye plan mundede ud i en lidt mindre tilbygning med et opvarmet teltlager, et teknikrum med vaskemaskine og tørretumbler samt to toiletter og et handikaptoilet med en brusekabine. I den ene tredjedel af den nuværende bygning skulle køkkenet, nuværende toiletter, entré samt patruljerum nedrives, og der skulle i stedet opføres ét nyt køkken-alrum med industriovn og opvaskeområde. I tilknytning til køkkenet skulle der også opføres et lagerrum til madvarer og service.
Projektet er endt med at koste omkring 2,4 millioner kroner. Dels fordi priserne har ændret sig markant, men også på grund af udfordringer med fundamentet, der gav en ekstraregning. De ekstra midler har gruppen dog formået at få hjem ved fundraising, således at det hele kunne lade sig gøre.
For at gruppen kunne nå i mål på blot fire måneder, har det kun været en begrænset frivillig arbejdsindsats fra gruppens mere end 100 medlemmer, mens langt det meste er udført af håndværkere.
”Det har det været ud fra det aspekt, at en af betingelser for pengene var, at vi var færdige med projektet ved udgangen af 2023. Så for at komme i mål hurtigt muligt, er stort set alle ydelser gjort med håndværkere og en totalentreprise”.
Med strategien lykkedes det omfattende projekt da også, og her først i 2024 er det blot småting og indvendig finish, som gruppen skal færdiggøre selv, inden de kan indvi de nye lokaler.
”Håbet er, at alt indvendigt arbejde er færdigt til generalforsamlingen om tre uger”, lyder det optimistisk fra gruppelederen.