Mit navn er Ida Augusta Press Mathiasen, og jeg har været spejder i næsten hele mit 19 år lange liv. Siden jeg var 13 år, hvor jeg var på mit første ungdomskursus Roland 1, har jeg været ellevild efter at møde nye spejdere udenfor min gruppe og lære folk fra hele landet at kende. Da jeg så blev ældre, opdagede jeg, at spejdernetværket ikke kun spreder sig over hele landet men over hele verden! Igennem internationale events herhjemme, som bl.a. Scout Scoop, lærte jeg om spejderverdenen udenfor Danmark, og jeg ønskede at se den med egne øjne. Derfor ansøgte jeg om at blive en del af Future Leaders, hvilket var et partnerskab mellem danske og tunesiske spejdere, hvor jeg i løbet af et år var afsted flere gange i Tunesien og lærte noget nyt hver gang, som jeg tog med hjem. Dette samarbejde gav mig endnu mere blod på tanden ift. at møde nye spejdere verdenen over, så derfor ansøgte jeg om at komme med på “Ung I Norden”.
Hvad er Ung i Norden?
Ung I Norden er et samarbejde mellem spejderne fra de nordiske lande (Grønland, Færøerne, Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark), som hvert år har et nyt værtsland og et nyt tema. I år var det i Norge, og temaet var flygtninge. Her lærte vi over en weekend om, hvilke forskellige faktorer der kan være medvirkende til, at folk flygter fra deres land. Vi hørte også om et fænomen, som de kaldte “invisible crisis”. Invisible Crisis er de kriser, som foregår rundt om i verden, der får folk til at flygte, som ingen af vores medier dækker, så derfor er der ingen af os, der kender til dem. De viste os en lang liste med lande, der lige nu er i krise, og jeg kendte personligt kun til ét af dem. Vi havde også besøg af nogle fagfolk, og havde en paneldebat, hvor der blev snakket om, hvad vi kan gøre for at hjælpe.
Hvilke oplevelser tager du med hjem?
Efter jeg er kommet hjem, har jeg først og fremmest været yderst sprogforvirret. Vi blev opfordret til at snakke på vores eget sprog og prøvede at gøre vores bedste for at forstå hinanden. Da jeg tog toget hjem, synes jeg at alle i toget talte norsk, og jeg synes også, at mine tanker var norske. Da sprogforvirringen havde aftaget, og jeg fik tænk godt igennem, hvad jeg havde lært, var det især det med de invisible crisis, der gjorde indtryk på mig. Så mange mennesker er i nød, men ingen af os kender til det og kan derfor ikke hjælpe. Et af de råd vi fik af panelet er, at vi ved at søge på kriserne, dele historierne eller give det et like, kan vise medierne, at det er noget, vi er interesseret i og dermed påvirke dem til at belyse begivenhederne. Udover det faglige vi lærte på kurset, tager jeg også hjem med en masse nye venskaber med spejdere både fra Danmark og de andre nordiske lande. Jeg synes altid, det er spændende at møde nye kulturer, selvom det er en kultur, der minder meget om min egen. Der er altid noget anderledes og nyt ved at komme til et andet land og møde nye mennesker.
