Lokale projektmagere rykker Tunesien verden med vilje

Gennem socialt entreprenørskab har vi sammen med vores tunesiske spejderkammerater gjort en forskel i over 140 lokalsamfund siden 2018.

Foto: Lukas Lundbye

Et af målene i partnerskabet “Future Leaders 2018-2022” var at aktivere unge voksne til at skabe den forskel, de gerne ville se i deres samfund. 

Arbejdsløsheden i Tunesien er omkring 15%, men ungdomsarbejdsløsheden i Tunesien er over 34% (jf ILO), og rastløsheden er kendt for at være en af grundene til, at unge begiver sig ud på den farefulde færd mod Europa. 

Her har socialt entreprenørskab hjulpet med at give unge voksne værktøjerne til at starte og udføre deres eget projekt – til gavn for lokalsamfundet, projektdeltagerne og projektlederen selv. 

Kvinder skaber traditionel kunst med et tvist

I byen Al-Rudayyif i den sydvestlige udkant af Tunesien har en social entreprenør skabt mening for en masse hjemmegående kvinder og boostet nyt liv i det traditionelle tunesiske kunsthåndværk – med et moderne tvist. 

Tunesien er kendt for dets traditionelle middelhavskunst i porcelæn og andre håndværk som duftolier, sæbe, trækunst og væverier. Gennem træning af hjemmegående kvinder i håndværk, innovation og business har projektet skabt jobs til kvinderne i et område, der ellers mest er kendt for tunge industrijobs i minerne.

Projektet har skabt innovation i et traditionelt erhverv og samtidigt skabt øget mening og integration i samfundet af de hjemmegående mødre. Ydermere er den lokale spejdergruppe blevet et fyrtårn i lokalsamfundet. 

Spejder gjorde noget ved uset sundhedsproblem

I 2021 var der fem dødsfald i Tunesien på grund af rabies. Det satte en lokal spejder i udkanten af hovedstaden Tunis sig for at ændre. 

Han iværksatte et samarbejde med den lokale dyrlæge og fik vaccineret 600 hunde i lokalområdet. Samtidig startede han en kampagne, der fortalte, hvad man skulle gøre, hvis man blev bidt af en gadehund. 

Projektet blev en succes og fik snart opmærksomhed af sundhedsmyndighederne, så projektet blev hurtigt et kommunalt projekt og senere regionalt projekt med støtte fra WHO. 

Projektet har her igennem været med til at sætte fokus på et hidtil uset sundhedsproblem i Tunesien. 

140 tunesiske projekter er startet op

De fleste af de 140 projekter i Future Leaders er startet ved, at projektlederen har fået en idé gennem vores seminarer, gennemført Future Leaders-projektlederuddannelse, samt fået en mindre pose penge til at komme i gang –  for senere selv at fundraise penge til driften af initiativet. Alt dette har selvfølgelig ikke kunne lade sige gøre uden frivillige spejderledere, der har ageret coaches og trænere. 

Samlet har delprojektet Socialt Entreprenørskab engageret og påvirket langt over 25.000 lokale tunesere for nu og for fremtiden.

,

Læs også

Menu