Familiespejder i Tunesien gør en forskel!

Siden 2018 har KFUM-Spejderne i partnerskab med de tunesiske spejdere skabt nye spejdergrupper og et nyt familiespejderkoncept for tunesiske børn, unge og deres familier.

Ét af målene med det dansk-tunesiske partnerskabsprojekt ‘Future Leaders 2018-2022’ var at etablere familiespejder i Tunesien og bruge netop familiespejder som en platform til at starte nye spejdergrupper op. Dette var særlig vigtigt i de marginaliserede områder i Tunesien, altså de tyndt befolkede områder som fx oppe i Atlasbjergene mod vest og mod syd langs Sahara-ørkenen. Her var der brug for en forandring, da der var meget få spejdergrupper og i det hele taget ikke mange fællesskabsskabende tilbud til børn, unge og børnefamilier. Familiespejder i Tunesien skulle give familier og især kvinder og børn, et fællesskab gennem aktiviteter med ligesindede fra samme lokalsamfund. 

Familiespejder i Tunesien er dog anderledes end i Danmark. Til at starte med skulle konceptet tilrettes en tunesisk sammenhæng, og der blev derfor udarbejdet et nyt koncept, som skulle godkendes af de tunesiske spejderes landsmøde, før det kunne implementeres. Det viste sig hurtigt, at det ikke var noget, vi “bare lige” gjorde, da det blev betragtet som den største ændring i opbygningen af det tunesiske spejderkorps siden 1948! 

Mange, mange timers arbejde og utallige møder senere, lykkedes det endelig – og de første familiespejderenheder og familiespejderevents så dagens lys i 2019. 

Alle børn i gruppen er involveret i familiespejder

I dag er der over 120 spejdergrupper i Tunesien med familiespejder-enheder, og der er blevet afholdt to regionale familiespejderevents i hvert af de 24 tunesiske distrikter i henholdsvis 2020, 2021 og 2022, hvor alle har muligheden for at komme og se, hvad spejder og især familiespejder er for noget. Der har samlet set deltaget over 20.000 mennesker i de i alt 144 events, hvilket vi selv synes, er ret vildt.

I den tunesiske udgave af familiespejder er alle børn i spejdergruppen involveret – og deres familier indbydes 6-10 gange om året til aktiviteter med de andre børns familier. Det er således ikke begrænset til de helt små børn, og man er således fx ulv til ‘normal’ spejder, men tager sin familie med til familiespejderaktiviteterne derudover. Effekten af dette har blandt andet vist sig at være, at særligt pigerne nu får lov til at deltage i en større del af det ‘normale’ spejder-indhold end tidligere – da forældre gennem familiespejderaktiviteterne nu kender spejderledere og spejderværdier bedre.

Her ved projektets afslutning kan vi se, at der er startet 55 nye spejdergrupper i Tunesien, hvilket er en stigning på næsten 15%. Det er fantastisk at se, at tuneserne har fået mere mod på at være spejdere, og at det arbejde vi har lavet i Tunesien har gjort en forskel. Det er beviset på vores vision – at vi rykker verden med vilje!

,

Læs også

Menu