Inspiration til at sælge lodsedler

KFUM-Spejdernes landslotteri giver hvert år grupper mulighed for at tjene penge ved at sælge lodsedler. Her på siden finder du inspiration til, hvordan gruppen kan sælge endnu flere lodsedler.

Har du et godt tip, som har hjulpet jer til at sælge lodsedler, så skriv endelig til kommunikationsafdelingen på kommunikation@kfumspejderne.dk, så de gode tips kan blive delt.

Hvor må vi sælge fra?

Lodsedler må sælges alle steder - foran supermarkedet, i sportsklubben, ved dørsalg eller i familien. Vi har en indsamlingstilladelse til det hele, og det vigtigste er at overholde salgsperioden fra 22. januar og til 14. maj. (Begge dage inklusive.)

Alternative salgsmetoder

Da corona-pandemien rykkede til Danmark i foråret 2020, fik mange grupper travlt med at finde alternative salgskanaler. I Fole Gruppe rykkede de salget på facebook, hvor de hurtigt kunne melde udsolgt. 

Tropleder Maren Lotte Otte, i spejderkredse kendt som Lobber, sendte en bøn ud via facebook til sit netværk. Hvis folk ville støtte op ved at købe lodsedler, skulle de blot overføre penge via MobilePay, dernæst ville spejderne bringe lodsedlerne ud til folks postkasser med velafsprittede hænder og iført rette værnemidler i form af handsker. Den idé mødte stor opbakning, og en af spejderforælderne udviklede videre på ideen, således at folk også kunne modtage en video, hvor en spejder skraber deres lodde. Du kan læse hele historien her.

Sørg for, at spejderne kan modtage pengene

Kontanter er ikke længere allemandseje. Derfor er det vigtigt, at spejderne kan tage imod andre former for betalinger, når lodsedlerne skal sælges. Her er det oplagte svar, at gruppen skal have en MobilePay-konto. Du kan læse mere om at komme i gang med MobilePay her.

Ikke desto mindre har MobilePay ændret på deres betingelser, så nye brugere ikke længere kan blive fritaget for gebyr. Men hvis alternativet er et salg, som ikke bliver til noget, så kan det være værd at overveje, om gebyret ikke er det værd alligevel.

På bagsiden af blokken med lodsedler har vi gjort plads til, at du kan skrive gruppens MobilePay-nummer. På den måde kan spejderne nemt have det med rundt. Alternativt er det også muligt at bestille klistermærker med QR-kode og nummer fra MobilePay, som i kan sætte på et A5-ark og evt. laminere med klistermærket. Så kan I bruge det igen og igen, og også til andre ting end lodseddelsalg. Du kan bestille klistermærker fra MobilePay her.

Sæt et mål for lodseddel-salget

Indrømmet. Det kan være svært at motivere spejderne til at sælge lodsedler. Men sådan behøver det ikke at være.

Hjælp derfor spejderne med at forstå, hvorfor de sælger lodsedler. Og her skal du ikke give dem smøren om, at det er for, at gruppen kan have et lavt kontingent, eller at pengene går til lys i lamperne. Selvfølgelig går pengene også til det, men overvej, om du kan motivere spejderne ved at lade dem få medbestemmelse over, hvad nogle af pengene skal bruges til. Måske drømmer spejderne om nyt klatreudstyr, en kanotur til Sverige eller nye trangiaer til patrulje. Tal med spejderne om deres drømme og hjælp dem med at sætte et mål for, hvad det kræver.

Til andre enheder eller i mindre skala kan det være, at man lover is på sommerlejren, hvis I får solgt 500 lodsedler. Kun fantasien sætter grænser, men vigtigst af alt er det at sætte et mål, som spejderne kan forholde sig til. Når målet for salget er sat, så vær god til løbende at fortælle spejderne, hvordan det går med at nå det. Så det er synligt for dem, at I rykker jer mod målet.

Bestil det nye Lotterimærke

Som noget helt nyt bliver det muligt at købe et mærke til spejderne, der sælger lodsedler. Mærket købes direkte hos 55°Nord, hvor lodsedlerne bestilles, og mærkerne betales også direkte på hjemmesiden. Klik på mærket for at komme til 55Nord: