Som spejderledere møder vi mange børn og unge. Vi arbejder med dem og skaber et rum for personlig udvikling.  I den forbindelse kan vi opleve, at barnet/den unge har noget bagage med sig hjemmefra (eller andre steder) i form af problemer, som kan være svære at håndtere for barnet. Nogle gange kan bagagen ikke skjules længere, fordi barnet er presset. Og i sådan en situation betror barnet sig måske til os, fordi vi er der, og fordi han eller hun oplever os som trygge voksne.
 

Her er nogle eksempler på oplysninger, som et barn kan betro os:
 

- Jeg bliver mobbet og pjækker fra skole, uden at mine forældre ved det…

- Jeg kan ikke lide at være hjemme, fordi mine forældre skændes, og jeg føler, at det er min skyld…

- Jeg har ikke penge til det samme, som andre har, fordi mine forældre er fattige – derfor har jeg stjålet…

- Jeg føler ikke, at jeg selv kan kontrollere, hvad jeg siger… har mærkelige tanker…

- Jeg kaster op, når jeg har spist/jeg snyder, når jeg skal spise, så de voksne ikke ved, at jeg ikke spiser…

- Jeg græder hver aften, når jeg kommer i seng, uden jeg ved hvorfor …

- Mine forældre drikker hver dag, og jeg sørger selv for mad, tøj osv.

- Jeg har tanker om at skade mig selv – nogle gange skærer jeg i mig selv….

- Min far/mor slår mig…
 

Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre i de ovennævnte situationer.
Her får du nogle retningslinjer:  
 

Det allerførste, du bør gøre, er at tale med barnet/den unge. Rumme deres oplevelse og lade dem fortælle. De skal gerne opleve, at det er ok at betro sig til dig, og de skal føle sig anderkendte. Måske er du den første, de siger det til, og som oftest er det et råb om hjælp. Det er vigtigt, at du afklarer følgende i samtalen med barnet/den unge:
 

- Hvem kender til problemet?

- Får barnet hjælp af nogen?

- Hvor længe har det stået på?

- Ved barnet selv, hvorfor det sker (f.eks. at han/hun ikke spiser eller bliver mobbet)?

- Er der nogen voksne derhjemme, som barnet kan betro sig til (forældre, pårørende, lærer m.fl.)?

- Må jeg snakke med barnets forældre (eller andre trygge voksne) om det?
 

Ved at spørge ind vil barnet/den unge få fortalt mere. Derudover vil det ofte blive tydeligt, hvis barnet ikke taler sandt, eller hvis der er noget andet galt. 

Vær åben i kontakten og spørg ind til det, du hører - også hvis du er i tvivl om, hvad barnet faktisk siger. Du vil som regel få en fornemmelse af, hvor alvorligt det er, gennem en lidt længere snak. 

Det kan - med barnets samtykke - være en god idé at ringe til barnets spejdergruppe og/eller forældre for at afklare omstændighederne nærmere.
 

Det skal ikke forventes, at alle kan rumme og håndtere børn og unges alvorlige betroelser. Derfor er det en god ide at snakke sammen i gruppen om, hvem der har erfaring med håndtering af svære samtaler, og som kan og vil bistå, støtte eller erstatte den betroede leder i håndteringen af barnet/den unge. Det er dog essentielt, at barnet/den unge føler sig knyttet til en person, som de er trygge ved gennem hele forløbet. 

Tavshedspligt

Når vi kommer i besiddelse af oplysninger om barnet eller barnets familie, vil de oplysninger være underlagt reglerne om tavshedspligt. Det vil sige, at vi ikke må videregive de oplysninger til personer for hvem, det ikke er relevant. 

Oplysningerne kan nemlig komme barnet eller familien til ugunst (altså få negative konsekvenser). Hvis vi har brug for at tale om det, skal vi gøre det på en sådan måde, at andre ikke kan finde ud af, hvem barnet eller familien er. 

Du kan læse mere om underretningspligten og tavshedspligten på frivillighed.dk 

Underretningspligt

I langt de fleste tilfælde vil en snak med barnet/den unge og eventuelt telefonisk kontakt til forældrene, være nok – så er barnet hjulpet videre. Altså er der ikke underretningspligt, hvis barnet/den unge kan hjælpes med særlig støtte. I nogle tilfælde kan der dog være tale om så alvorlige oplysninger, at vi er forpligtede til at underrette barnets bopælskommune. 
 

Den specifikke lovgivning på området fastslår (i Lov om Social Service §154) at: ”Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen”.
 

Er der tale om, at barnet alene mistrives, må kommunen ikke kontaktes uden om forældrene. Kun hvis der er tale om vanrøgt eller andre meget alvorlige tilfælde, må kommunen kontaktes uden om forældrene. 
 

Ved at underrette kommunen sikrer vi, at professionelle vurderer forholdene og hjælper barnet og familien bedst muligt. Det er ikke en anklage mod forældre eller andre - men hjælp til dem og ikke mindst hjælp til barnet. Kommunen kan have flere informationer om barnet, der giver grund til øget bekymring. Det kan også være, at kommunen efter kontakt til skole eller andre ikke finder, at der er grund til at gøre noget. Ansvaret er kommunens – ikke dit. Du bærer dog ansvaret for at give din bekymring videre, hvis der er tale om et meget alvorligt tilfælde.
 

Underretninger laves elektronisk via barnets bopælskommunes hjemmeside – Børn og unge forvaltningen. Den kan laves anonymt, men det er bedst at være åben. Du kommer ikke til at være yderligere involveret i sagen, efter at underretningen er sendt, og du får heller ikke besked om, hvorvidt der gøres noget.

KFUM-Spejdernes beredskab i forbindelse med uheld, ulykker og andre kriser

Hvis du som frivillig oplever et alvorligt uheld, en ulykke eller en anden situation, som kan opfattes som en krise, skal du kontakte korpsets beredskab. Du må hellere ringe én gang for meget end én for lidt, så hvis du er i tvivl, skal du ringe.

Læs mere om KFUM-Spejdernes kriseberedskab her 

Beredskabets rolle er at sørge for, at krisen bliver håndteret efter korpsets retningslinjer i samarbejde med udviklingskonsulenterne og dig, hvis du ønsker det. I første omgang vil de tage en snak med dig for at få afdækket hændelsesforløbet. Derefter overtager beredskabet styringen, med mindre I aftaler andet. 
Beredskabet sørger for:

- Information til og dialog med pårørende, gruppen eller andre, der er påvirket af hændelsen

- At afdække hændelsesforløbet

- At igangsætte krisepsykologer, hvis det er relevant

- Eventuel kontakt med medier eller lokalsamfund

- Afklaring af forsikringsspørgsmål

- Kontinuerlig opfølgning på situationen

Evaluering og debriefing

Det er meget vigtigt at få talt en krisesituation igennem efter dens afslutning. Her skal alle de berørte deltage. I mange tilfælde vil det ske naturligt, men hvis det ikke gør, så er det dit ansvar at skabe et rum for det. I de tilfælde, hvor korpsets kriseberedskab inddrages, vil de ofte stå til rådighed med hjælp.