Foto: Johny Kristensen

Når du eller dit barn starter til spejder, kommer I ind i hvad der kan virke som en forunderlig verden med mange gamle traditioner. I denne store nye spejderverden vil I fx kunne opleve alt fra skønne fællesskabsfyldte lejrbål med sang og godt humør til højtidlige og formelle flaghejsninger. Hvilket traditioner der praktiseres kan være vidt forskeligt fra gruppe til gruppe og fra spejdercenter til spejdercenter, og forskelligt om du er til almindeligt spejdermøde i hytten eller på sommerlejr på et spejdercenter.

Det kan virke lidt overvældende at komme ind i, men spørg endelig en leder hvis du er lidt nysserig på hvorfor man gør noget på en bestemt måde. Spejdere vil hellere end gerne fortælle om hvorfor de gør som de gør.

Her på siden kan du læse lidt om nogle forskellige tradtioner, som du helt sikkert vil opleve i de fleste grupper:

Lejrbål

Ingen spejderlejr uden et lejrbål. Det er det, der skaber den magiske stemning, som man kun kan føle på en lejr. Man sidder rundt om bålet, og føler alle sammen at man hører sammen. Her vil man ofte opleve at der bliver sunget sange fra spejdersangbogen og der bliver opført sketches, som er små, sjove og korte vittigheder opført som en form for skuespil. 

I nogle grupper er det en tradition, at man har en bålkappe med sine aflagte mærker, som man kun bruger til lejrbål og de kolde aftner. Bålkappen holder ryggen varm, mens bålet varmer foran. 

Flaghejsning

Når du får til opgave at stå for flaghejsningen, kan du gøre det sådan:

1. Sammen med en kammerat fastgør du flaget til flaglinen - selvfølgelig med et flag-knob, også hvis der er et øje i flagets faste line.
2. Sig højt: “Respekt for flaget!”. Alle i uniform hilser flaget ved at gøre honnør.
3. Flaget hejses roligt til tops.
4. “Hånd ned” siger du højt, og I synger f.eks. “Vaj højt, vaj stolt, vaj frit” eller “Der er ingenting, der maner” fra Spejdersangbogen. 

Når flaget tages, sker det samme i omvendt rækkefølge, og I synger f.eks. “Fra himlen er du faldet”.

Sang før maden

I mange grupper er det en tradition, at man synger en lille sang før man spiser for at takke for maden. Hvis du ikke gør dette i din gruppe, er det helt sikkert noget, du kommer til at opleve på spejderkurser.