Open call: Projektledere til nyt internationalt partnerskab søges

Styregruppen for Internationale Aktiviteter søger 2-3 personer til at lede den kommende projektgruppe, som skal arbejde med et nyt internationalt partnerskab i Sydøstasien.

Foto: Christian Bloch Hansen

I KFUM-Spejderne rækker vi ud for at rykke verden med vilje, og derfor har vi de sidste par år afsøgt mulighederne for et nyt internationalt partnerskab, som både kan bidrage til vores partner, os selv og verden. Du har nu muligheden for at spille en afgørende rolle i hele opstarten af et nyt kommende partnerskab med et spejderkorps i Sydøstasien.

I starten vil arbejdet primært bestå af dialog med partnerskabslandet angående konceptet og i at søge funding til de første aktiviteter igennem DUFs puljer. Derfor vil den første del af projektet primært bestå af møder, idéudvikling, og indeholde en del skriftligt arbejde. Du kommer i høj grad til at være med til at definere projektets rammer og formål, og sætte dit eget præg på det nye partnerskab i tæt samarbejde med Styregruppen for Internationale Aktiviteter (SIA).

Derefter vil arbejdet følge partnerskabets udformning og de mål I selv er med til at fastsætte. Som projektleder vil der i høj grad være mulighed for at præge din egen arbejdsgang, og vi kan garantere, at det vil indeholde en masse spændende oplevelser med internationale spejdere. Selve arbejdsbyrden kommer til at variere, og der vil være perioder med enkelte møder og skriftlig opfølgning, men også perioder med en høj frekvens af møder og planlægning, samt noget rejseaktivitet. Vi forventer, at projektet kommer til at udvikle sig og strække sig over et par år, og at du som udgangspunkt har lyst til at bidrage i hvertfald det første år og gerne længere.

Vi søger flere slags projektledere

Vi forventer, at alle de valgte personer kommer til at arbejde tæt sammen i den første del af projektet, og i
høj grad samarbejde om de indledende dele.

  • Den erfarne projektleder, som har været engageret i et eller flere projekter med en høj grad af
    ansvar over længere tid og som er klar til at lære fra sig.
  • Den uerfarne projektleder, som ikke nødvendigvis har været med i større projekter, men som er
    beredt på at engagere sig over længere tid og tilegne sig ny læring.

Det er nødvendigt at:

  • Kunne begå sig på engelsk både mundtligt og skriftligt.
  • Være fleksibel angående møder da vi snakker med spejdere fra andre verdensdele.
  • Have lyst til den organisatoriske del af et nyt projekt, hvor man former og retningsgiver, og på
    længere sigt finder og motiverer deltagere.

Det vil være en fordel, men ikke afgørende at:

  • Have stødt på det internationale spejderarbejde tidligere.
  • Have erfaring med ungeinddragelse og demokratiudvikling.

Mere information

Du har sikkert en masse spørgsmål til projektet og rollen, og i så fald vil vi gøre vores bedste for at besvare dem. Du kan tage kontakt til Mette på mette.brock@kfumspejderne.dk og Lasse på lassepriess@kfumspejderne.dk, hvor vi også kan aftale at tales ved over telefon, hvis du foretrækker det.

Ansøgningsfrist: 4. januar 2023

Ansøgningen sendes til lassepriess@kfumspejderne.dk med:

  • En beskrivelse af dig selv og et kort CV med dit relevante frivillige og professionelle erfaring.
  • Din motivation for at arbejde med et internationalt projekt.
  • Meget gerne eksempler på tidligere projekter du har været del af.

Du kan forvente svar på din ansøgning inden for 1-2 uger efter ansøgningsfristen.

,

Læs også

Menu