folk der sidder om bålet om natten

Job hos KFUM-Spejderne

KFUM-Spejderne har 40 ansatte fordelt på Spejdercenter CPH i København og Houens Odde Spejdercenter ved Kolding. De ansatte arbejder inden for mange områder som vedligehold, administration, udvikling, kommunikation og køkken.

Alle ledige stillinger – både fuldtids, studiejobs og praktikopslag – finder du på siden her.

Se ledige jobs

Kommunikatons job
Foto: Johny Kristensen

Praktikanter, praktik og studiejobs

KFUM-Spejderne er konstant på udkig efter studerende, som har lyst til at prøve kræfter inden for en organisation, hvis formål er at udvikle børn og unge.

Som studerende har du to muligheder for at arbejde hos os:

  • Som praktikant i et ulønnet praktikforløb, som en del af dit studie.
    Vi forventer, at praktikforløbet vil give merit og er SU-berettiget.
  • Som projektmedarbejder på studentervilkår ca. 15 timer om ugen på fast timeløn.

KFUM-Spejderne er kendetegnet ved at være en arbejdsplads med højt til loftet – også for dig som studerende. Du vil få meget ansvar og stor indflydelse på både det projekt, du arbejder på, men også den måde du løser dine opgaver på. Som studerende vil du arbejde sammen med en af KFUM-Spejdernes konsulenter, som fungerer som projektleder.

Om praktik hos KFUM-Spejderne


En af spejderbevægelsens grundidéer er ‘learning by doing’, og dette praktiserer vi også i forhold til organisationens studerende. Men du vil ikke stå alene. Den tilknyttede konsulent sparrer, støtter og løser opgaver i projektet sammen med dig. Konsulenterne har alle en professionel baggrund inden for det felt, de arbejder med, ligesom der vil også være en læringsdel, hvor vi skaber en kobling mellem dit studie og projektet. Du vil også lære om arbejdet med frivillige ildsjæle, projektstyring og kommunikation internt og eksternt. Derudover vil du få et fællesskab med de andre studerende, der arbejder for KFUM-Spejderne.

KFUM-Spejderne er en professionel organisation, der indgår aftaler med andre organisationer og kommercielle partnere, for at vi sammen kan løfte de sager, vi er fælles om. Det kan være inden for det sociale, HR, det organisatoriske eller pædagogiske område. Det kan være projekter, der:

  • gør noget for socialt udsatte
  • arbejder med HR-processer for frivillige spejderledere
  • understøtter spejdergruppernes udvikling gennem organisatoriske samtaler
  • udarbejder læringsmaterialer.

Både i vores projekter og organisation fylder det meget, at vi kommunikerer med vores medlemmer på alle kanaler. Endelig har mange af vores projekter også en aktiveringsdel, hvor målet er, at spejdergrupper og partnere mødes lokalt for at skabe synlighed og omtale.

Din praktik

Rammerne omkring din ansættelse er en skriftlig aftale. Du har stor indflydelse på arbejdstiden og sammen finder vi løsninger på travle perioder på dit studie. For at skabe de rette synergier mellem projekterne har alle studerende arbejdsplads i vores udviklingsafdeling, men det kan også aftales, at opgaver løses hjemmefra. Når man arbejder med frivillige, er det naturligt, at arbejdstiden fra tid til anden foregår om aftenen og i weekender.

Hvis du er i gang med et studie, som rammer inden for nogle af de områder, vi arbejder med, er du velkommen til at udfylde nedenstående formular. Alle job bliver slået op, men vi bruger også vores database, når vi skal matche jobindhold og medarbejder. Vi indbyder altid til en samtale, inden vi indgår ansættelse eller praktikaftale.

Vi tager desværre ikke imod folkeskolepraktikanter, og vi kan ikke tilbyde løn under praktikforløb. Vi har heller ikke mulighed for at lave løntilskudsstillinger, ligesom vi kun i særlige tilfælde kan tilbyde virksomhedspraktik til nyuddannede.

Giv et år-spejder

KFUM-Spejderne ansætter hvert år fire giv et år-spejdere – også kaldet GEÅ-spejdere. KFUM-Spejderne ønsker at give unge mellem 18 og 24 år mulighed for at sætte deres egen udvikling i centrum i en delvis velkendt spejderramme, samt at give dem mulighed for at være med til at udvikle og skabe værdi i KFUM-Spejderne – nu og forhåbentligt i fremtiden.

En GEÅ-stilling kan være et springbræt til at lave spændende og udviklende spejderarbejde i det videre spejderliv – også efter ansættelsen. Flere begynder efter et års ansættelse som GEÅ-spejder på en videregående uddannelse eller i et andet job.

Stillingerne kan give et indblik i, hvordan det er på arbejdsmarkedet, og dermed ”ruste” de unge til deres videre valg. Derudover kan GEÅ-stillingen skrives på CV’et og give et forspring ved jobsøgning.

Udviklingen som GEÅ-spejder tager udgangspunkt i konkrete opgaver, som bliver løst med udgangspunkt på Houens Odde Spejdercenter eller Spejdercenter CPH. Samtidig har GEÅ-spejderen også selv indflydelse på, hvad året skal bruges til. Dette sker gennem eget projekt

Det praktiske

Stillingsopslagene bliver offentliggjort i januar måned. Der er ansøgningsfrist i marts måned. Ansættelsesperioden er fra august til juni.

Som GEÅ-spejder er man ansat et år i en spejderramme, hvor man i løbet af en arbejdsuge løser en række beskrevne opgaver. Som GEÅ-spejder bor man på henholdsvis Houens Odde Spejdercenter i fællesskab med den anden GEÅ og centerets udenlandske volontører eller på Spejdercenter CPH sammen med sin GEÅ-kollega.

Som GEÅ-spejder får man udbetalt 3000 kroner samt kost og logi.

GEÅ-spejderne dækker fire arbejdsområder;

Spejdercenter CPH

GEÅ-Kommunikation


Som GEÅ-Kommunikation er det godt, at du kan li’ at tænke ud af boksen. Du er selv med til at bestemme, hvad dine arbejdsopgaver består af. Du bliver en del af det faste kommunikationsteam og vil producere indhold, tekst, video og billeder til alle platforme, og du er også med til at udvikle og opdatere bl.a Facebook og Instagram, samt KFUM-Spejdernes magasiner. Derudover får du lejlighed til at planlægge og afvikle dine egne projekter. Disse kan handle om udvikling og opdatering af blogs, udvikle kommunikationsprodukter til grupper og distrikter eller noget helt 3., som du brænder for.

En mindre del af stillingen er også nogle praktiske opgaver, eksempelvis at lave den daglige frokost for de ansatte sammen med den anden GEÅ-spejder på spejdercentret.

“At få muligheden for at være giv et år-spejder har været fantastisk. Det er simpelthen så fedt at være med til at formidle alt det gode spejderarbejde der bliver lavet, og gøre en forskel for grupperne og korpset. Jeg har også været glad for at opgaverne er meget varieret, og man både får lov at sidde med ting til både bladene, hjemmesiden og sociale medier.” 

Lukas Bozek Lundbye, GEÅ-kommunikation 2021/2022

GEÅ-CPH og udvikling


Som GEÅ-CPH og udvikling har du stor medindflydelse på dine arbejdsopgaver og er i høj grad med til selv at bestemme, hvordan dit år skal forme sig. Så er du idérig og har mod på at kaste dig ud i projekter, du selv skaber, er dette stillingen til dig. Du vil med støtte fra KFUM-Spejdernes projektchef udvikle idéer til et eller flere projekter, du vil afvikle. Projekterne kan handle om at gøre noget godt for udsatte børn, planlægge og afvikle et event for grupper og distrikter eller noget helt 3., som du har lyst til eller brænder for. Du vil blive vejledt gennem alle projektets faser fra idé til færdigt projekt, og hvis projektet kræver det, vil du også få sparring og støtte til fundraising. Det er også muligt at byde ind på mange af de projekter, som KFUM-Spejderne allerede har i gang internt og eksternt.

En mindre del af stillingen er også nogle praktiske opgaver, eksempelvis med at lave den daglige frokost for de ansatte, sammen med den anden GEÅ-spejder på spejdercentret. Endelig har man også ansvaret for booking af spejdercentret, og den service der hører til. 

“Jeg har i lang tid været en del af en KFUM-Spejder gruppe, men det sidste stykke tid har jeg lavet aktiviteter og løb på tværs af spejderkorpsene. Jeg har fået rigtig meget ud af at være spejder og at være på kurserne – derfor vil jeg gerne give noget tilbage til KFUM-spejderne. Som GEÅ-spejder har jeg fået mulighed for at hjælpe og udvikle korpset. Det har jeg været rigtig glad for at kunne gøre. Jeg har også fået en forståelse for, hvordan KFUM-Spejderne fungerer på korps niveau. Det handler både om hvad der sker inde på korpskontoret og hvad styregrupperne laver.” 

Lasse Højlund, GEÅ-CPH og udvkling, 2021/2022. 

På Houens Odde Spejdercenter

GEÅ-Outdoor


Arbejdet i stillingen som GEÅ-Outdoor er meget varieret, men de fleste opgaver og funktioner foregår udendørs, så du skal elske at være ude, også når solen ikke skinner. Sammen med de to pedeller, GEÅ-Aktivitet og udvikling og de internationale volontører løser GEÅ-Outdoor mange praktiske opgaver i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger og de grønne områder. Det kan være malearbejde, græsslåning, transport af materiel, indsamling og sortering af affald. Du får mulighed for at udvikle kompetencer inden for en række praktiske områder, såsom kørsel med traktor og maskiner, samt nogle håndværksfag efter interesse og kunden. Udover de praktiske funktioner indgår GEÅ-Outdoor som aktivitetsinstruktør og medhjælper i køkkenet. På Houens Odde får du et kursus i instruktion af teambuilding for erhvervsvirksomheder og aktiviteter for spejdere, så du øger dine kompetencer som instruktør. I køkkenet hjælper man med forberedelse og servering af måltider samt afvikling af Outdoor KOK’ sammen med gæster på centret. Du får mulighed for at øge dine kompetencer inden for beregning af mad til større grupper og erfaring med at få et måltid klar til tiden, samt at klare en stor opvask.

Samarbejdet og bofællesskabet med internationale volontører kræver, at du er indstillet på at tage aktiv del i sociale og kulturelle aktiviteter samt tale engelsk i dagligdagen. Da transport til/fra og internt på Houens Odde er meget afhængige af bil- og traktorkørsel er kørekort til personbil en stor fordel. Vi forventer, at du sætter pris på udfordringer, kan overskue flere opgaver ad gangen og har mod på at være leder i en lokal spejdergruppe efter aftale med din vejleder.  

“GEÅ-outdoor er jobbet for dig som elsker at være udenfor. Du får muligheder for at arbejde med en masse forskellige arbejdsopgaver. Det kan være traktorkørsel, trimning, græsslåning og meget mere. På Houens Odde for du også mulighed for at arbejde med en masse projekter, som du vælger. Efter arbejde har du rig mulighed for at udforske Houens Odde med GEÅ-aktiviteten og de internationale volontører.”

Marinus Hurni Christensen, GEÅ-outdoor 2021/2022

GEÅ-Aktivitet og udvikling

Arbejdet i stillingen som GEÅ-Aktivitet og udvikling er meget varieret. Opgaverne foregår både inde på kontoret og ude i naturen, så du trives med afveksling og kan lide både at være udendørs og inde ved telefon og computer.

GEÅ-Aktivitet og udvikling planlægger i samarbejde med to fastansatte medarbejdere på kontoret aktiviteter for spejdere og teambuilding med erhvervskunder. Efter en grundig introduktion til aktiviteterne og planlægningsmetoder forventes det, at du selvstændigt kan tage kontakt til kunder og aftale deres program og aktiviteter. Du har mulighed for at udvikle kompetencer inden for planlægning og afvikling af aktiviteter og teambuilding samt professionel kundeservice. GEÅ-Aktivitet og udvikling planlægger og inddrager de internationale volontører og GEÅ-Outdoor, som instruktører i afviklingen af de enkelte arrangementer.

GEÅ-Aktivitet og udvikling hjælper med praktiske opgaver i køkkenet. Sammen med volontører og GEÅ-Outdoor løser GEÅ-Aktivitet og udvikling opgaver såsom græsslåning, transport af materialer, indsamling og sortering af affald. I køkkenet hjælper man med forberedelse og servering af måltider samt afvikling af Outdoor KOK’ sammen for gæster på centret. Du får mulighed for at øge dine kompetencer inden for beregning af mad til større grupper og erfaring med at få et måltid klar til tiden, samt at klare en stor opvask.

Samarbejdet og bofællesskabet med internationale volontører kræver, at du er indstillet på at tage aktiv del i sociale og kulturelle aktiviteter samt tale engelsk i dagligdagen. Da transport til/fra og internt på Houens Odde er meget afhængige af bil- og traktorkørsel er kørekort til personbil er en stor fordel. Vi forventer, at du sætter pris på udfordringer, kan overskue flere opgaver ad gangen og har mod på at være leder i en lokal spejdergruppe efter aftale med din vejleder.

”Jeg valgte at søge stillingen som Giv et år-spejder, fordi jeg godt kunne tænke mig at prøve kræfter med spejderarbejde på en anden måde, en jeg havde mulighed for som spejderleder i en gruppe. Det sidste år har jeg arbejdet på et engelsk spejdercenter som instruktør, hvor oplevelserne overbeviste mig om, at jeg vil leve af at arbejde i outdoor-inustrien. Som GEÅ-Aktivitet og udvikling har jeg mulighed for at prøve branchen af fra en administrationsvinkel, hvor det før var praktisk. Det, jeg håber på at få ud af mit er, er delvist at prøve kræfter med branchen fra en anden vinkel og delvist, at jeg forhåbentligt kan få nogle nye kvalifikationer og erfaringer samt venskaber, der kan komme mig til gode resten af livet.”

Andreas Bastrup Larsen, GEÅ-Aktivitet og udvikling 2015/2016
GEÅ 2020
Foto: Pernille Bille Tvedt

Kontakt

Hvis du har nogle spørgsmål omkring GEÅ, kan du kontakte vejlederne her:

GEÅ-vejleder, Spejdercenter CPH
Jakob Frost
+45 2222 9477
jakobfrost@kfumspejderne.dk

GEÅ-vejleder, Houens Odde Spejdercenter
Sus Lynge Dahl
+45 2222 9423
sus@kfumspejderne.dk

 

Menu