Foto: Johny Kristensen
27-10-2021
Vil du være med til at vise, hvordan det gode spejderarbejde udvikler robuste børn og unge? Og udvikle dig fagligt og personligt? Så bliv kommunikationspraktikant hos os i foråret.

Vi søger en kommunikationspraktikant til foråret 2022

Vi søger en praktikant til vores kommunikationsteam i foråret 2022. Som praktikant hos os, får du masser af erfaring med kommunikationsarbejde i en stor frivillig organisation i udvikling. I et praktikforløb hos os vil du blive præsenteret for mange forskellige opgaver, hvor du hele tiden har mulighed for tæt sparring med en erfaren kommunikationskonsulent. Du får frihed under ansvar og bliver en del af et lille team med et fantastisk og hyggeligt fællesskab, hvor der er højt til loftet. Desuden har vi en uformel omgangstone og en ok kaffe. 

I vores team arbejder vi med medlemskommunikation til korpsets mange frivillige, sociale medier, ekstern synlighed hos potentielle samarbejdspartnere samt pressearbejde. Lige nu samt i foråret er vores store projekt at udarbejde en ny hjemmeside, og dette vil du blive en stor del af. 

Om dig

Vi leder efter en studerende på en relevant kommunikationsfaglig uddannelse, enten på bachelor eller kandidatniveau, som har lyst til at kommunikere til og med frivillige. Du har en stor interesse i kommunikation på sociale medier samt at lave alverdens skriftlige opgaver. Vi søger dig, som er klar på at tage initiativ og som trives med at have ansvar for egne opgaver. Lyder det som dig eller en du kender?

Så læs eller del vores stillingsopslag, hvor du også kan sende din ansøgning. Ansøgningsfristen er 5. november.