Foto: Johny Kristensen
09-11-2021
I efterårsferien tog både Jens og Sacha afsted på ungdomskursus, men hvad de ikke havde tænkt på før de tog afsted var, at de kunne møde Gud gennem en andagt.

‘Mødet med Gud’: En solstrålehistorie fra en andagt

Af Styregruppen for Kristendom og Forkyndelse (SKF)

For få uger siden var spejdere over hele landet taget glade af sted på efterårets ungdomskurser. Selvom der er fest, farver og fart på, når man er på kursus, så er der også tid til refleksion, stilhed, fordybelse og til at holde andagt. To af deltagerne på Roland 1-kurset der mærkede Guds nærvær, var Sacha og Jens, som har fortalt om oplevelsen til Styregruppen for Kristendom og Forkyndelse.

Om mandagen på kurset samlede alle deltagerne sig under et mastesejl. Sangbøgerne blev åbnet, og der blev sunget. En fra staben tog dem med på en ‘rejse’ til Sydamerika. Her blev der fortalt om fejringen af de døde, for i Mexico fejrer man de døde og deres liv på jorden med musik og smukke melodier. En særlig stemning bredte sig blandt deltagerne. De fik hver et lys at tænde, og holdt et minuts stilhed for at mindes en person, de havde kær. Sacha glæder sig over vedkommendes liv, i stedet for at være trist over deres død. Det var en rar følelse, og dejligt med et andet perspektiv, end man normalt møder. Til slut skrev de alle en seddel om noget, de synes, de var gode til indtil videre på kurset. Et nedskrevet kompliment de derefter puttede i lommen, så de altid kan tage det op, og læse deres kompliment til sig selv. Så kan man altid blive mindet om det, man ved, at man er god til.

Under andagten hørte kursisterne også noget fra Det Nye Testamente, og selvom Gud ikke fylder så meget i Jens’ hverdag, var det spændende at høre noget fra Bibelen i andagten. Jens fortæller at:

‘Kristendommen fortæller nogle gange nogle sjove historier, men også nogle vigtige historier. Vi skal lære at acceptere det, vi har, og ikke at have det nyeste nye. At være glade for det vi har, og ikke altid ville have det, de andre har’.

Sacha har inden kurset kendt Gud, men alligevel satte mødet med Gud i forbindelse andagten spor i hende. I øjeblikket opstod en forbindelse til ham, og hun lyttede til hans ord. Her var hun tæt på Gud. Hun opfordrer andre til at sætte tid af om aftenen, og tage sig god tid til at lægge alle de dårlige ting og tanker på hylde. Måske bare et kvarter for at få ro på, og tænke på de gode ting der er sket i løbet af dagen, også hvis det er små gode ting. Sacha er selv begyndt at tage et kvarter inden hun går i seng til at cleare hendes mindset, og lægge sine tanker hos Gud, hvilket har været virkelig rart for hende. 

Måske du har lyst til at prøve det også? Eller kan du tænke en andagt ind på din næste lejr eller kursus?