Foto: KFUM-Spejderne Kirke Eskilstrup
02-09-2021
20-30 kg affald og 3.000 kr. blev det til, da KFUM-Spejderne i Kirke Eskilstrup i samarbejde med Ren Natur samlede skrald i Tølløse.

Ugens gode historie: Spejdere i alle aldre gjorde rent i Tølløse

Det var seks voksne og 12 børn i alle aldre lige fra familiespejdere til ledere, der den 30. august gjorde en forskel for lokalsamfundet i Tølløse. Ruten på 6 km blev tildelt af Ren Natur sammen med grønne veste, skraldeposer og gribetænger - og så var det ellers i gang. I sikkerheds øjemed valgte gruppen at dele ruten op, så de yngre spejdere tog sig af villakvarterene, mens den mere trafikerede del af ruten blev klaret af de større. 

Ren Natur er et koncept lavet af Hold Danmark Rent, som koordinerer samarbejdet mellem foreninger, kommuner, sponsorer og det lokale erhvervsliv. Baseret på ens kommune, gruppestørrelse, aldre og andre parameter får man en rute, som giver en vis mængde penge. I dette tilfælde 3.000 kr. 

Spørger man gruppeleder Hans Christian Sørensen, så er der ingen tvivl om, hvad de 3.000 kr skal gå til. "

Spejdernes Lejr 2022! Vores mål er, at så mange som muligt skal kunne komme med. Det er ikke pengene, det skal komme an på, og på den her måde kan vi hjælpe de familier, der ikke selv har ressourcerne,” fortæller han. 

Tager hånd om naturen

Det er ikke kun familierne der bliver hjulpet - spejdergruppens indsats kommer jo selvfølgelig også naturen til gode. Det er også en af grundene til, at troppen var ude på tur.

“Vi vil gerne gøre en forskel og vise, at vi tager hånd om naturen,” siger Hans Christian.

Og der er ingen tvivl om, at det er noget, ham og gruppen vil gøre igen. Det er der ikke noget at sige til, når man hører om, hvordan lokalsamfundet støttede op om den gode gerning.

“Rigtig mange forbikørende gav thumbs op og store smil, når de så, hvad vi lavede. Og på de sociale medier fik vi også massere af likes. Det viser virkelig, at de i byen værdsætter vores arbejde.” 

Kunne din gruppe også tænke sig at samle skrald og gøre en forskel i jeres lokalområde. Så læs mere på Ren Naturs hjemmeside.