Foto: Kasper Riising
29-09-2021
I regn og slud, skal spejderne ud. Derfor er det rart at have en bålhytte, og det er netop sådan en, at KFUM-Spejderne i Høruphav har fået tilskud til fra Friluftsrådet.

Ugens gode historie: Høruphav-spejderne får 100.000 kr. fra Friluftsrådet

“Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning” lyder det ofte i spejdergrupper, men derfor er det stadig meget rart at kunne skærme sig fra det værste af Danmarks grå og kolde vejr i ny og næ. Af den årsag havde KFUM-Spejderne i Høruphav også i længere tid tænkt på at etablere en bålhytte, så:

“Vi vil få mere tid til udeaktiviteter, fx når det regner og vi kan være mere udenfor i vinterhalvåret” siger gruppeleder Knud Anker Jepsen.

Da corona kom til Danmark og spejderne pludselig kun måtte mødes udendørs, blev gruppen nødt til at slå sig til tåls med at rydde et redskabsskur, så de kunne få et overdækket område. Dette fik ønsket om bålhytten endnu højere op på ønskesedlen. Derfor valgte de at ansøge om et tilskud fra Friluftsrådet. Da KFUM-Spejderne i Høruphav er en mindre gruppe, gik Friluftsrådet i dialog med både den lokale skole og DDS, som har en hytte ved siden af. Da alle var enige om, at en bålhytte med tilhørende shelter var en god idé, som nok skulle blive brugt til både undervisning, spejderleg og hygge, fik gruppen 100.000 kr. under Friluftslivets indsats om at give børn bedre muligheder for udeliv i daginstitutioner og foreninger. 

Til glæde for flere

Knud Anker Jepsens håb er, at det er ikke kun er elever og spejdere, der får glæde af projektet. I gruppen er de ved at finde frem til, hvem der ellers kunne få gavn af det og her lyder hans forslag på folk på vandretur. Hytten ligger nemlig kun et par 100 meter fra den populære vandrerute Gendarmstien - så mon ikke der kunne være nogle trætte ben og sultne maver, der kunne bruge en bålplads og et sted at overnatte? Tiden må vise, hvem der ellers kan drage nytte af projektet, da det er på standby for nu. Med de 100.000 kr er gruppen godt på vej i mål, men der skal stadig samles lidt mere ind.

At søge penge til projektet samt finde den helt rigtige bålhytte, er en længerevarende og tidskrævende process. Derfor er Knud Anker Jepsen også rigtig glad for, at:

"Vi har nogle engagerede medlemmer, der vil bruge tid og kræfter på, at sende ansøgninger til puljer og fonde”,

så drømmen kan blive til virkelighed.