Foto: Andreas Larsen
07-06-2016
Søndag var en festdag i Tommerup, og det var ikke kun grundet vores 167 år gamle grundlov. Spejderne kunne nemlig fejre indvielsen af anden fase i projektet Højfyns Friluftscenter.

Af: Andreas Larsen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte søndag eftermiddag KFUM-Spejderne i Tommerups skovareal ved Dyrehavegårdsvej lidt uden for Tommerup.

Anledningen til statsministerens besøg var, at Tommerup Gruppe, i samarbejde med Tommerup Skole og Gårdbørnehaven Overmarksgården, kunne fejre indvielsen af det nybyggede klasseværelse i skoven.

Sidste år kunne gruppen indvie den nybyggede hytte på Mølledamsvej i Tommerup, hvor borgmester Søren Steen Andersen fik æren af at skære det røde bånd over med en spejderdolk.

Dog sagde statsministeren ja til at indvie klasseværelset, da han i december sidste år overrakte prisen for årets ungdomsforening til Tommerup Gruppe, i forbindelse med delegeretmøde hos Dansk Ungdoms Fællesråd.

Besnøringsreb i stedet for det røde bånd
Allerede fra starten af eftermiddagen var der gang i skoven med træklatring, snitning med naturvejleder, pandekager over bål og muligheden for at smage 100 år gammelt vand, direkte fra boringen. Senere ankom både statsministeren, borgmesteren, repræsentanter fra de støttende fonde og KFUM-Spejdernes formand, Michael Seeberg.

De blev vist rundt i området, budt på friskbagt pizza fra bålfyret pizzaovn og fik lov til at opleve den gode stemning, inden klasseværelset officielt skulle åbnes. Her holdt repræsentanter fra det tre samarbejdspartnere taler, inden statsministeren fik lov til at få ordet inden indvielsen.

I statsministeren tale lagde han vægt på alle de gode ting som spejderarbejdet har bragt med sig, og hvordan projektet i Tommerup er inspiration til resten af landet, som nu kan se hvordan skolereformen, og undervisning uden for klasseværelset, kan føres ud i virkeligheden.

Herefter assisterede Nutellaklatterne, som var hjemvendt fra DM i Spejder blot få timer forinden, statsministeren, da han skulle skære det røde bånd, som i dagens anledning var skiftet ud med et besnøringsreb, over og erklære klasseværelset for åbnet.

”Noget af det mest fantastiske jeg har oplevet i mit lederarbejde som spejder er, at opleve hvordan nogle af de børn, som måske var sådan lidt overset henne i folkeskolen, de voksede når vi mødtes om eftermiddagen, eller tog på weekendture, fordi det der gik op for patruljemedlemmerne, at der var brug for alles kompetencer – både de teoretiske og den praktiske”, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Projektets baggrund

Højfyns Friluftscenter er et projekt startet af Tommerup Gruppe i samarbejde med Tommerup Skole og Gårdbørnehaven Overmarksgården. Projektet er bygget op omkring en central base, Friluftscenteret, på spejdernes grund og en række støttepunkter rundt omkring Tommerup by.

Her er således både en skov til aktiviteter som klatring og geocaching, et klasseværelse i skoven, samt et naturværksted hvor børnefamilier har mulighed for at spille naturbingo eller gå på opdagelse i naturens dyr og planter.

Du kan læse mere om projektet i på hjemmesiden for Højfyns Friluftscenter, eller i projektbeskrivelsen og visionsoplægget.