Foto: Kasper Riising
25-11-2021
Friluftsrådet har netop nedsat tre puljer med fokus på naturen og DUF har igen åbnet deres COVID-19 nødpulje.

Søg om midler til projekter i naturen eller støtte til tabt indtjening under corona

Tre nye puljer med fokus på naturen

Står du eller din spejdergruppe med en helt fantastisk idé til et projekt i naturen, men mangler I ressourcerne til at føre det ud i livet? Så er det nu I skal slå til, for Friluftsrådet har netop afsat 10 mio. kr til tre puljer, der skal få flere ud i naturen, styrke befolkningens naturforståelse og skabe trivsel gennem organiserede fællesskaber i naturen. Puljerne hedder Flere ud i naturen, Naturforståelse og Sammen i naturen, og under dem er der et væld af forskellige initiativer, som alle kan søge tilskud til. Det kan fx være til etablering af vandreruter, fugletårne, skolehaver, projekter der øger biodiversiteten, gåhold og mange andre ting.  Alle puljerne har ansøgningsfrist 15/2 22, så der er tid nok til at finpudse sin idé og skrive en fantastisk ansøgning.

Læs mere om mulighederne og ansøg om midlerne på Friluftsrådets hjemmeside.

DUFs COVID-19 nødpulje er åben igen

En anden pulje, som desværre har fået relevans igen, er Dansk ungdoms fællesråds COVID-19 nødpulje. Den åbner 26/11 og lukker igen allerede d. 5/12, så I skal være hurtigt ude, hvis I vil nå at søge. Puljens formål er at hjælpe lokalforeninger under DUFs medlemsorganisationer, som har været eller er ramt økonomisk af corona-pandemien. Det kan fx være til at gøre op for tabt indtjening fra medlemskontingenter eller udgifter fra aflyste aktiviteter. I kan søge støtte til udgifter eller tabte indtægter fra 11/5 20 til 5/12 21.

Læs mere om jeres muligheder og ansøg fondens midler på DUFs hjemmeside.